AG Nørgaard har prøvet lidt af hvert, og har i klubregi spillet et hav af europæiske kampe – både i EHF Cuppen og i Champions League. Efter kvalifikationen til EHF Cuppens kvartfinale tog vi en snak med hende om de mange oplevelser i Champions League og i EHF Cuppen.

- For mig er det noget af det største at spille Europa Cup. Jeg synes det er mega sjovt, og jeg elsker at være med på ture. Det giver så meget til holdet og jeg synes det er fedt at spille mod hold, vi ikke møder hver dag i den danske liga. Vi bliver udsat for forskellige udebaner og fankulturer, så det har været en god weekend (da kvalifikationen til kvartfinalen blev sikret, red.).

- Jeg synes de Europæiske kampe er spændende fra start, men det er klart, at når vi har de helt bløde modstandere i starten, hvor vi vinder med 12-15 mål, at det giver noget andet end de tætte kampe. Det har sin charme. Men det er fedt at spille gruppespil, og have kvalificeret os til knald eller fald kampene. Her er alt sat på spidsen og vi skal være der. Der er ikke plads til udfald. Alle Europæiske kampe er sjove. Jeg kan bare godt lide at spille i Europa.

Hooligans, korruption og uretfærdigheder

I international sport skrives der ofte om ubehagelige oplevelser med hooligans, korruption og uretfærdigheder i kampsituationer. Siden sin debut i Europæisk håndbold som 17-årig har AG, der i dag er 34, heldigvis sluppet for de værste ubehageligheder.

- Jeg synes ikke, 7-9-13, at der er en værste oplevelse, som komme frisk i hukommelsen når jeg skal tænke over det. Det har været mange gode oplevelser. Det vildeste jeg har prøvet var, da vi fløj hjem fra Champions League finalen i Krim i 2006. Vi kunne næsten ikke snakke sammen, fordi vi havde hylen for ørerne. Hele hallen havde stået med horn og lydkulissen var fuldstændig sindssyg. Havde vi spillet kampen i dag, havde vi alle haft ørepropper i, men det havde vi ikke dengang. Det var absolut den vildeste lydkulisse jeg har været udsat for.

- Generelt er det bare fede kampe man spiller rundt i Europa. Den værste oplevelse har nok været da jeg spillede for TTH og vi spillede mod Lada i Rusland. Vi tabte i sidste sekund plus moms. Med seks sekunder igen får vi scoret, så vi er videre, og så tænker man, at tiden når at gå inden de kommer i angreb. Problemet var bare, at tidtagerne havde stoppet uret, så da Lada giver bolden op har de stadig 6-7 sekunder at spille i. De får scoret og der var selvfølgelig ingen videooptagelse af det. Dommerne havde ikke styr på tiden. Så det er en af de mest sindssyge oplevelser. Vi var lidt selv uden om det, for vi kunne bare have ladet være med at komme bagud med de syv mål, som vi vandt med hjemme. Det var en af de hårde lærestrege.

- I forhold til fankultur, har jeg aldrig oplevet noget sindssygt. Der er da blevet kastet ting på banen, men jeg er aldrig blevet ramt.

- Ved min Europa Cup debut i Ferens Varos blev vi fulgt ind i hallen fordi fansene stod udenfor da vi kom, og inde i hallen var tilskuerpladserne så stejle, at det føltes som om de faldt ind over banen. Der kan jeg huske at tænke, ’Hold da op, nu er vi på udebane’.

Som klub er det altid spændende, hvilke hold der trækkes op ad hatten ved EHF's lodtrækninger. Mindst lige så spændende er der, hvilke officials der skal styre slagets gang. For AG er der dog ingen tvivl om, at det positive fortsat vejer højere end det negative ved at spille de Europæiske turneringer. 

- Det er noget, som bringer os sammen som hold og giver motivation og energi, så jeg synes egentligt, at det har været 99,9% positive oplevelser.

17 år og Champions League debut

Debuten i Europæiske sammenhænge kom, da AG blot var 17 år. Her blev hun udtaget til Champions League semifinalen mod Ferens Varos. En kamp, som AG ikke fik spilletid i, men stadig husker tydeligt.

- Jeg kneb da mig selv hårdt i armen, da jeg røg med til Champions League semifinalen i Ferens Varos som 17-årig. Jeg var en lidt kæk ung spiller, som selv synes jeg kunne bidrage med en masse, men det var første gang, virkeligheden lige ramte mig. Jeg tænkte lige ’Arh, jeg ved ikke om jeg er helt klar til det her', for der var tryk på. Det gjorde et stort indtryk på mig.  

Drømmer om Champions League

AG og resten af holdet deltager denne sæson i EHF Cuppen, og har netop kvalificeret sig til kvartfinalerne. Drømmen er dog fortsat, at kvalificere sig til igen at spille Champions League.

- Champions League er det største, og jeg håber, vi kommer til at spille det igen. Jeg synes, at EHF Cuppen er blevet hævet efter Cup Winners Cup og EHF Cuppen er lagt sammen, og vi spiller gruppespil. Det er mega fedt at spille, for kampene kommer som perler på en snor, og vi skal omstille os rent mentalt. Det tror jeg, at vores hold har haft rigtig godt af og vi lærer meget af det. Folk ved ikke rigtig, hvad det er fordi de ikke har prøvet det før, så der kan jeg fortælle, at det er fedt. Det synes de også, men det er klart, at når man ikke har prøvet det før, så ved man ikke helt, hvad man skal tænke. På holdet har vi snakket om, at det er mega fedt at være på ture. Vi er sammen på en anden måde og lærer hinanden meget bedre at kende. Som jeg har sagt før, er det gratis team-building – jeg ved godt, det ikke er gratis for klubben, men de vil også gerne have, at vi er med i Europacuppen - så for mig er det flødeskummen.

Fanklubben er altid med

Nogle gange kan det være en stor udfordring at stå i en hal i øst Europa, bygget til 1500 tilskuere, men som på kampdage er fyldt med 2000 fans, der alle er i mod sig. Men som i den danske liga oplever AG og pigerne også her, at fans fra Viborg HK fanklub støtter op og bakker pigerne op.

- Det er MEGA fedt og giver så meget, at vores fans tager med rundt i verden. At de vil bruge deres fritid og sparepenge på det. Det var så vildt, da vi kom til Kastamonu i Tyrkiet og de stod klar i lufthavnen og sang. Det giver noget sammenhold og fællesskab. Det er fuldstændig fantastisk og rørende, at der er nogen der har lyst til at tage med os. De er en del af holdet og er sindssygt vigtige. Det giver glæde og tryghed at de er med os i tykt og tyndt.   

0
0
0
s2smodern
Det er to vigtige point, der i dag er kommet på kontoen. Med en sejr på 23-36 over TTH Holstebro ligger vi fortsat godt til i tabellen frem mod slutspillet. Endnu vigtigere får vi tanket op på selvtillidskontoen frem mod vigtige kampe i ligaen såvel som EHF Cuppen. 
 
- Det føltes rigtig godt. Der er god stemning på holdet, og jeg synes vi lykkes med det, vi har sat os for. Det gør meget, at vi får alle spillere i gang og alle fik chancen i dag. Det er godt, og hjælper til at give os noget positivt med videre. Vi spiller for at få den her følelse, vi har nu, og det er derfor vi ligger så mange kræfter i vores arbejde. Det er for at have det, som vi har det nu, siger Mathilde Storgaard efter kampen, og fortsætter:
 
- Det er vigtigt for vores kampe. Vi er ovenpå nu og det er dejligt at gå på forlænget weekend med en sejr. 
 
Første halvleg fulgtes holdene godt ad det første kvarter, og med højt tempo fik begge hold fint gang i kontrafasen. Lige så stille blev det med et overtag til Viborg HK, som stille og roligt kunne udbygge føringen. Særligt Carin markerede sig i slutningen af første halvleg, hvor hun lykkedes med flere gode aktioner. I målet tog Poulsen fra, og TTH var kampen igennem nødsaget til at gå hele holdkortet igennem for at finde en straffeskytte, der kunne passere Poulsen. 
 
- Det føles godt. Når tingene går op i en højere enhed kommer man i et flow, hvor man bare er i det og spiller spillet med skytten. Det bliver jo et spil om at psyke hinanden, og det er fedt. Nu skal jeg ikke udlevere min tricks, men en del af det er jo at vise, at man har overskuddet, siger Poulsen med et smil, og holder sine hemmeligheder for sig selv.   
 
Anden halvleg trak vi endeligt fra, og blot tre et halvt minut inde blev TTH-bænken nødt til at tage en time-out, da tavlen hurtigt viste en føring på otte mål. 
Det gav brænde til Viborg HK bålet, som fortsatte det høje tempo, og med stort set hele truppen i spil kunne tage sejren på 23-36. 
 
- Det føltes godt i dag. I sidste uge havde vi en dårlig kamp, så det føltes rart med en god kamp i dag. Nu har vi en friweekend, og det er dejligt at gå på weekend med en sejr. Vi vidste alle, at det ikke var godt nok i sidste uge, så alle steppede op i dag. Man kunne mærke det under opvarmningen, hvor alle var klar og der var en god energi. Så får man troen på, at vi vinder. Det gjorde vi, og det var fordi vi blev ved med at fighte og løbe. Vi holder os til vores aftaler og alle går mod mål. Vi kæmpede for hver en bold, og det gjorde udslaget, sagde van Olphen efter kampen.  
 
Nu går pigerne på  forlænget weekend inden næste uge byder på to opgør i VIBOCOLD Arena. Onsdag d. 28. spiller vi mod Ringkøbing Håndbold kl. 19.30 og lørdag d. 3. spiller vi mod norske Larvik HK i EHF Cuppens kvartfinale. Denne kamp spilles kl. 16.00. 
 
Billetter kan købes HER (billetsalget til Larvik-kampen starter torsdag d. 22. kl. 10.00)
0
0
0
s2smodern

Endelig skal vi i aktion igen, når vi i aften kører til Holstebro efter to point. I vejen står TTH Holstebro, der ligesom os, kommer til kamp med et bittert nederlag i bagagen. Dermed forventer vi også, at aftenens kamp bliver fyldt med fight og et ønske om at viske tavlen ren efter sidste spillerunde. Det er en uge siden vi sidst har spillet kamp, og med det kampprogram vi har haft i 2018 føles det som en evighed. Derfor glæder AG sig også til igen at komme i kamp.

- Nu har vi haft en friweekend, og det føles som om det er længe siden, vi har spillet kamp. Vi glæder os rigtig meget til at komme igang og har snakket meget om, at det handler om os selv. Vi synes egentligt, at vi har flyttet mange ting, og det skal vi fortsat arbejde med. Vi skal komme til kamp med høj energi, så den kan blive afviklet på vores præmisser. På det seneste har vi været rigtig gode til at kom ud over stepperne, så vi skal løbe med dem i dag og sørge for at få stoppet deres kontrachancer, siger AG inden kampstart. 

Sidst vi mødte TTH Holstebro lykkedes det pigerne at holde gæsterne nede på 12 mål i hele kampen. Dermed fik vi en stor sejr på 22-12. En sejr, som vi gerne vil gentage i dag, da to point er utroligt vigtige frem mod slutspillet. 

- Vi vil gerne, at det bliver en kamp som sidst, men det kræver, at vi har stor disciplin i angrebet, så vi kommer til gode afslutninger, der stopper deres kontrafase. Vi vil gøre alt vi kan for at få to point i dag, siger Uno, der ligesom AG glæder sig til at komme i kamp igen. 

Kampen mod TTH HOlstebro spilles i Gråkær Arena, Holstebro i aften (onsdag) kl. 18.30. 

Kampen vises på TV2 Sport og liveblogges hos Viborg Stifts Folkeblad

0
0
0
s2smodern

Grundet kvartfinalen i EHF Cup er der kampændringer i to af vores kommende opgør i HTH Go Ligaen. 

Det drejer sig om følgende kampe: 

 

Viborg HK - Ringkøbing Håndbold.

Kampen er flyttet fra torsdag d. 1. marts til onsdag d. 28 februar

Kamptidspunktet er fortsat kl. 19.30.

Billetsalget er startet lige HER

 

Aarhus United - Viborg HK. 

Kampen er flyttet fra fredag d. 09. marts til tirsdag d. 06. marts.

Kamptidspunktet er fortsat kl. 18.30.

 

 

 

0
0
0
s2smodern

Det mest sagte ord i VIBOCOLD Arena i aften må være 'nej'. Der var simpelthen for meget der ikke ville lykkes mod et stærkt Silkeborg-Voel mandskab. Brændte chancer, tekniske fejl og misforståelser i forsvaret var kendetegnende for særligt første halvleg, og trods anden halvlegs strabadser for at komme tilbage, lider vi i dag et nederlag på 25-30.  

"Første halvleg var pinlig. Vi var der simpelthen ikke og jeg synes det er under al kritik. Det er ikke i orden, og vi skal alle kigge ind ad. Nu har vi efterhånden dummet os nogle gange, og jeg føler, at når vi lander dybt, lander vi ekstremt langt nede på et niveau, jeg ikke troede vi havde. Vi er bagud med 10 på hjemmebane. Jeg er sur og skuffet" siger Stine Bodholt efter kampen, og slår fast, at troen på et come-back levede, men at de tekniske fejl var for dyre i dag. 

"I anden halvleg begynder vi at løbe. Vi løber vores kontra og får scoret. Det giver troen på, at vi kan komme igen, men vi laver tekniske fejl på vej op af banen, som gør, at vi ikke helt når at hente dem. Jeg føler, at vores forsvar begynder at stå godt, Poulsen får fat i målet og vi løber, men vi laver alt for mange tekniske fejl. Vi er bare ikke skarpe nok hver især, og det er ikke i orden. Nu skal vi hjem og finde ny energi. Vi skal tage det positive med, at vi kommer tilbage og har mulighederne. En ny kamp venter, og det er altid fedt at spille håndbold. Du vinder eller du lærer, og vi skal lære af det her."

Gæsterne fra Silkeborg-Voel startede ud som lyn og torden, og for hver fejl fra Viborg HKs hænder blev bolden afleveret tilbage i egne netmasker. Med det høje tempo, Silkeborg er kendt for, udspillede de vores piger med det resultat, at vi efter 12 minutter var bagud 4-9. Fem minutter senere viste tavlen 4-12, og gode råd var dyre. 

De godt 1200 publikummer der var mødt op i VIBOCOLD Arena gjorde hvad de kunne for at hjælpe Viborg HK-pigerne. Ved pause stod der 10-18.

I løbet af anden halvleg får Viborg-pigerne kæmpet sig tilbage i kampen, og trods det, at der kort inde i de sidste 30 minutter er en difference på 10 mål, kæmper de grønblusede videre, og fighter sig tilbage i kampen. Desværre ikke nok til at få point med i dag, men anden halvleg vindes 15-12.

"I første halvleg går vi ikke direkte på mål i angrebet og forsøger os med indspil til stregen som gør, at de fanger mange bolde. Når de så løber, når vi ikke hjem, og de får scoret mange kontramål. Det er hvad Silkeborg er gode til og de får mange lette scoringer. Vores 10 mål i første halvleg er egentligt okay, men deres 18 er alt for mange," siger Carin efter kampen. 

Rødt kort

Netop Carin måtte se det meste af anden halvleg fra tilskuerpladserne, da hun ca. 10 minutter inde i anden halvleg får rødt kort for en situation i Silkeborg-Voels andenbølgekontra. Her løber Carin sammen med en Silkeborg-spiller, og det takserede dommerne til et rødt kort. Et kort, som Carin ikke selv var helt enig i.  

"Jeg har ikke set det på video, men det føles som om vi har krop mod krop. I hvert fald har jeg mine hænder lavt, så hvis de kommer nær hendes ansigt, skal hun være meget lavt. Samtidig tænker jeg, at jeg vejer mindst 20 kilo mere end hende, og så kommer det til at se voldsomt ud. Fra min side er der ikke rødt kort, måske to minutter, men jeg kan ikke ændre det nu."

Fra sin stol på tilskuerpladserne kunne Carin følge sine holdkammeraters fight for at komme tilbage i kampen.

"Jeg synes pigerne gør det godt og kæmper som fanden. På et tidspunkt er der jo kun fire mål op og anden halvleg kører vi på. I forhold til første halvleg laver vi et lille come-back, men det gik desværre ikke hele vejen." 

 

Pigerne har nu en lille uge til at forberede sig til næste kamp som er på udebane mod TTH Holstebro. 

Næste hjemmekamp er mod Ringkøbing Håndbold. Denne kamp er flyttet grundet kvartfinale og spilles nu d. 28. februar kl. 19.30.

 

 

Målscorere for Viborg HK:

Kristina Jørgensen 8

AG Nørgaard 4

Stine Bodholt 4

Carin Strømberg 2

Line Uno 2

Sanne van Olphen 2

Natasha Nolevska 2

Nikoline Lundgreen 1

 

 

0
0
0
s2smodern

Der findes ingen bedre lyd end når trommerne lyder i VIBOCOLD Arena, publikum klapper i hænderne, og speakeren råber navne op. Det er lyden af oplevelser, fællesskab og dedikation. Ikke nok med, at det skaber fantastisk stemning til alle vores hjemmekamp, så hjælper det pigerne på banen, hver gang publikum engagerer sig i kampen.  

- Der er virkelig en god stemning i VIBOCOLD Arena. Vi snakker tit om i omklædningsrummet efter kamp, at stemningen har været virkelig god. Vi mærker, at vi er på hjemmebane i VIBOCOLD Arena. Dommerne får at høre, hvis de dømmer noget forkert, og vi føler, at vi bliver båret frem, hver gang vi scorer. Det er uundværligt i vores kampe, og særligt i en periode som den vi er i nu, med så mange vigtige kampe. Der er det dejligt med lidt mere back-up, siger Carin Strømberg, der i aften står overfor endnu en svær opgave, da hun og resten af holdet skal op i mod Silkeborg-Voel KFUM. 

Vi har tilladt os at kalde Silkeborg-Voel for ligaens bøddel, da de har fået en rigtig god start på 2018. De har taget point fra tophold som FCM Håndbold, Nykøbing Falster og Team Esbjerg. Ved seneste indbyrdes møde løb Silkeborg med det ene point efter at have kæmpet sig tilbage fra at have været bagud med seks mål kort før slutfløjtet. Siden er der sket meget i vores trup, hvor Sanne van Olphen og Rikke Poulsen blandt andet er kommet i spil. Samtidig er vi inde i en periode med rigtig mange kampe grundet deltagelse i HTH Go Ligaen og EFH Cuppen. De mange kampe er ifølge Allan Heine en fordel mere end en ulempe. 

- Vi har den fordel – og vi ser det virkelig som en fordel – at vi i år har spillet to kampe i ugen. Vi kender hinanden på godt og ondt, og er omstillingsparate i kampens hede, siger Allan og sætter ord på, hvad der skal lykkes for at få succes mod et stærkt hold som Silkeborg-Voel KFUM.

- I vores omvendte opgør, mærkede vi på egen krop Silkeborgs styrker, og vi skal i dag være klar på deres evige fightervilje og gå-på-mod. Vi har ramt et rigtig fint niveau på det seneste, og viste høj moral og vilje i vores seneste kampe mod Odense og Byåsen. Det skal vi tage med i dag, hvor et af hovedkriterierne for succes bliver at få stoppet Silkeborgs kontrafase og få dæmmet op for deres fintestærke spillere.

Et andet kriterie for succes, bliver hjemmebanefordelen. Silkeborg-Voel KFUM skal mærke, at de er kommet til VIBOCOLD Arena, og her er det Viborg HK der har hjemme!

 

Kampen spilles i VIBOCOLD Arena med start kl. 18.30. 

Billetter kan købes i døren eller HER

0
0
0
s2smodern

Kvartfinalen i EHF Cuppen bliver en vaske ægte håndbold-klassiker! 

Efter dagens lodtrækning står det klart, at kvartfinalen i EHF Cup bliver en klassiker mellem Viborg HK og Larvik. Dermed venter et opgør mellem to af Europas mest vindende hold.  

"Det bliver fedt. Vi snakker meget om, at vi er et ungt hold, der skal blive ved med at udvikle os og lægge lag på. Vi skal spille en klassiker mod Larvik, som Viborg HK har spillet mod så mange gange i afgørende situationer med meget på spil. Nu får vi lidt smagen af storhed fra begge klubber, og det bliver fedt at være en del af," siger Allan, og fortsætter:

"Vi havde snakket om, at vi gerne ville undgå Lada i forhold til den lange tur, indhentning af visum osv. Så på den front er vi fint tilfredse med, at det blev Larvik i første omgang og potentielt Brest i anden omgang (semifinalen, red). Det er altid svært med lodtrækninger, for vi bliver spurgt, om vi er tilfredse med modstanderen. Siger vi 'ja', virker det som om vi tror, at vi allerede har vundet. Det er mere et svar på, at vi er tilfredse i forhold til de muligheder vi havde. Vi er godt klar over, at Larvik er et historisk rigtig godt hold, som gør det godt i den norske liga og har vundet deres gruppe i EHF Cuppen. Det er et stærkt hold vi skal op imod, og vi skal spille op til vores bedste for at komme videre til næste runde."

Kvartfinalerne spilles bedst af to, og da vi blev to'er i gruppespillet starter vi kvartifnalen på hjemmebane. Første opgør skal spilles i weekenden den 3-4 marts. 

 

0
0
0
s2smodern

Klokken 11.00 trækkes der lod til EHF Cuppens kvartfinaler. 

Da vi ender som nummer to i gruppespillet ved vi allerede nu, at vi kan trække et af følgende hold: 

- Larvik Håndboldklub (Norge)

- Brest BRetagne (Frankrig)

- Lada Togliatti (Rusland)

Disse tre hold endte alle som etter i deres pulje og skal derfor op i mod et af de hold, som ender er endt som nummer to. Kastamonu fra Tyrkiet endte som nummer et i vores pulje, og da vi allerede har spillet mod hinanden i gruppespillet kan vi ikke trække dem i kvartfinalen. 

 

Lodtrækningen til kvartfinalerne livestreames her: 

http://www.facebook.com/EuropeanHandballFederation

og her:

https://www.youtube.com/watch?v=VfOyHGkqfpk

 

0
0
0
s2smodern

Det var et veloplagt publikum, der i dag var mødt op til EHF Cup kampen mod Byåsen Elite. Og de fik, hvad de kom efter. Viborg HK spiller sig i kvartfinalen ved EHF Cup med en 29-26 sejr over norske Byåsen. 

"Det er altid rart, at vi når en milepæl. Det var en af vores målsætninger for sæsonen, at vi gerne ville i gruppespillet, og også spille os videre derfra. Dermed ikke sagt, at vi er tilfredse. Vi kunne rigtig godt tænke os at komme videre endnu. Vi må se, hvem vi skal op imod, og så tager vi den derfra," siger en tilfreds Allan Heine eftert kampen.

Dagens opgør startede ud i et hæsblæsende tempo og begge hold havde til dagens kamp smurt kontramaskinen. Det betød også, at defensiven først kom ordentligt igang et godt stykke inde i første halvlegm, hvorefter der kom mere ro på begge hold. Første halvleg fulgtes holdene ad, og hver gang Byåsen scorede et mål, fulgte vores piger trop og scorede i den anden ende. Pausestillingen reflekterede det tætte spil, og tavlen viste 16-16. I anden halvleg stod defensiven stærkere, og Rikke Poulsen havde gode arbejdsbetingelser i målet. Det kvitterede hun for med to redninger på straffe og et hav af gode aktioner.

"Jeg synes kampen bliver spillet på et rigtig fint niveau, og Byåsen spiller godt. Det synes jeg også vi selv gør. Vi havde lidt problemer defensivt i første halvleg, og det får vi bedre kontrol med i anden halvleg. Det er også den store årsag til, at vi vinder."

Angrebsmæssigt var Carin en fornøjelse at følge. Med seks mål blev hun delt topscorer med Stine, og publikum valgte også den svenske fighter til kampens profil.  

"Selvfølgelig bliver man glad, når man føler det kører og kommer i flow. Som hold er det jo gået lidt op og ned, hvilket også påvirker os som spillere, men det føles som om vi har godt flow i dag, og jeg kan komme med mit hurtige skud. Det var hele holdet der lykkedes i dag, og så er det let at spille," fortæller Carin, der er rigtig glad for avancement i EHF Cuppen.  

"Det er så nice. Vi har haft op- og nedture i starten af 2018, så det er dejligt at komme videre og få kvittering på, at vi spiller godt." 

Eneste lille bet i dagens kamp var en uheldig episode i en Byåsen kontra. Sanne van Olphen jagtede en norsk spiller, og ville i løb drible bolden fra den norske fløj. Desværre rammer hun armen og ikke bolden på den norske spiller, hvilket resulterede i et direkte rødt kort til van Olphen. Dommerne valgte umiddelbart efter det røde kort at trække et blåt kort også, hvilket betyder, at epiosen skal ses igennem med mulighed for, at Sanne kan få karantæne i næste EHF Cup kamp. Så galt regner både Sanne og Allan dog ikke med, at det kommer til at gå. 

"Det er fair nok, at der er rødt kort. Hun går efter at drible bolden ud af hænderne på Byåsen spilleren, desværre rammer hun spilleren i stedet. Det er jo et slag, og så er der rødt kort, men den bør ikke give karantæne. Så stopper al retfærdighed i hvert fald," siger Allan. 

Sanne selv har samme syn på situationen, som hun føler så værre ud end den var. 

"Jeg var lidt overrasket over hændelsen. Det så ud som om hun var i tvivl om hun skulle tage en dribling mere, så jeg ville tage bolden når hun driblede. Jeg ramte bolden, og føler ikke jeg rammer hende. Jeg har i hvert fald ikke fat i hende. Det var ikke min intention, at gøre noget farligt,. Jeg tror det så værre ud end det var, for jeg forsøgte at få bolden. Forhåbentligt kan de se på video, at det ikke var så slemt. Det var overraskende, at der også kom et blåt kort, men vi må vente og se," sagde Sanne umiddelbart efter kampen. 

Lodtrækningen til kvartfinalerne finder sted, når alle gruppespilskampe er afviklet. Indtil da fortsætter vi i HTH Go Ligaen, hvor vi allerede på onsdag spille i VIBOCOLD Arena. Denne gang mod Silkeborg-Voel KFUM. 

Billetter til kampen kan købes HER

 

Målscorere for Viborg HK: 

Carin Strømberg - 6

Stine Bodholt - 6

Kristina Jørgensen - 5

AG Nørgaard - 5

Line Uno - 5

Sanne van Olphen - 1

Nikoline Lundgreen - 1

0
0
0
s2smodern

Der var spænding til sidste sekund da vi i dag mødte Odense Håndbold. Desværre kommer vi hjem uden point efter et et-måls nederlag på 30-29.

Hvis der var nogen der slukkede for TV’et ti minutter inde i dagens kamp, er de gået glip af en af sæsonens mest spændende kampe. Ved 6-1 til hjemmeholdet så det skidt ud, og da det blev 7-2 begyndte bekymringerne at melde sig hos de grønne tilskuere. På banen var der dog ingen panik at spore.

”Jeg tror faktisk ikke, at vi tænker så meget. Jeg tænker i hvert fald bare ’Næste bold’. Vi har snakket meget om, at vi ikke kan hænge os i fejlene. Vi ved, at vi er gode på kontra, så når de scorer, skal vi bare have hurtigt fat i den. På et eller andet tidspunkt håber vi, at det vender til vores fordel. Det synes jeg det gør i den her kamp, selv om vi kæmper meget for at komme tilbage,” siger Uno.

Trods en god kontrafase og et disciplineret forsvarsspil har Odense overtaget i store dele af første halvleg. Efter et kvarter kommer Jose i mål, og hun skal forsøge at dæmme op for Odenses skytter. Det lykkes hun med, og med tre minutter til pause kan vi endelig sende bolden i mål til 13-13. Vi er tilbage i kampen, og synes at have fundet recepten på at hamle op med Odense.

”Der er et lille menneske inde i mig, der siger ’panik!’ da jeg skal på banen, men så har jeg lært at have mere ro i kroppen og sige til mig selv, at det skal jeg nok klare. Det kom der redninger ud af i dag, og det var rigtig rart,” siger Josephine og indrømmer også, at hun umiddelbart efter kampen ikke kunne glædes over sin egen flotte præstation, da ærgrelsen over et-måls nederlaget nagede. Men da pigerne efter en snak i omklædningsrummet igen kom ud på banen var humøret i truppen afklaret med resultatet.

”Lige nu er vi i en proces, som også handler meget om vores spil og vores moral når vi spiller. Vi laver rigtig mange comebacks i dag og fighter, snakker sammen på banen og er der for hinanden. Nej, vi får ikke et point, men lige nu skal vi være glade for, at vi hiver os selv op og ikke falder sammen. Vi skal se på de gode ting vi gør,” siger Uno, der ligesom Jose spillede en rigtig flot kamp.

Som primus motor for kontrafasen udnyttede Uno sin fart til at skabe huller til sig selv om holdkammeraterne i angrebsspillet.

”Odense har nogle store spillere, og jeg er nok ikke en af de store i håndbold, så det passer mig fint, at jeg kan løbe og køre på med finterne når de er så fysisk store som de er,” siger Uno og griner, da hun hører, at Pytlick inden kampen kaldte hende Usain Bolt.

”Det er jeg sku glad for. Den er købt!”

Arenaen i Odense var stort set fyldt i dag, og opbakningen til hjemmeholdet var med til at gøre kampen god. Bedst var dog vores grønne fans, der havde taget turen til Odense i egne biler for at bakke pigerne op. Tusind tak til alle der kom og støttede os i dag. Det var uundværligt!

Vi er klar til at spille endnu en god kamp på lørdag, hvor vi med en sejr kan kvalificere os til EHF Cuppens kvartfinale.

Kampen spilles kl.14.00 i VIBOCOLD Arena.

Billetter kan købes HER.

Inden kampen afholder vi fastelavnsfest i hal 2 for alle børn. Det er gratis at deltage, og alle der kommer til fastelavnsfesten får gratis entre til kampen mod Byåsen.

0
0
0
s2smodern