Mathilde Juncker skifter til Viborg HK.
Mathilde Juncker har netop skrevet kontrakt med Viborg HK, hvor hun fra sæson 2022 / 23 vil hjælpe med at holde målet rent.
´Vi glæder os over, at vi i Mathilde Juncker får en rutineret ligaspiller, og vores keeperkabale dermed går rigtig fint op fra næste sæson´, siger direktør Jørgen Hansen, og cheftræner Jakob Vestergaard fortæller, at også han glæder sig til hendes kommende klubskifte:
´Mathilde Juncker er en spiller vi igennem flere sæsoner har holdt øje med. Hun er ambitiøs og har mange redninger, så det er en dygtig keeper, som vi får koblet til vores trup. Jeg glæder mig til at se hende danne målmandspar med Anna Kristensen´.
Viborg HK har hele pakken
En fremtid i grønt er et ønskescenarie, der nu realiseres, fortæller hovedpersonen selv:
´Jeg synes, at Viborg HK har hele pakken. Det er et fedt hold med topspillere på alle positioner. Det har længe været en stor drøm for mig at blive en del af en klub, der sigter mod toppen af ligaen, og klubbens ambitioner tiltaler mig meget.
Mit indtryk af klubben og holdet er, at de har et rigtig godt miljø, hvor spillerne hele tiden udfordrer hinanden. Jeg glæder mig enormt til at indgå i det træningsmiljø, og jeg er sikker på, at jeg vil kunne flytte mig som håndboldspiller i VHK.
Derudover er Viborg HK bare en traditionsrig klub, og Viborg by en ægte håndbold-by´.
Mathilde Juncker har spillet for flere danske ligaklubber og har desuden også flere landsholdskampe på CV´et og har kontrakt med Viborg HK fra sommeren 2022 og 2 år frem.
Foto: Lars Martin Bøe
Viborg HKs venstre back og anfører stopper i Viborg HK til sommer.
Direktør Jørgen Hansen udtrykker både forståelse og ærgrelse over Kristina Jørgensen valg:
´Der skal ikke være tvivl om, at vi meget gerne ville have beholdt Kristina Jørgensen i klubben. Når det er sagt, har jeg været klar over, at det kunne blive svært, for eventyrlysten stråler ud af hende og efter mange sæsoner i grønt, vidste jeg godt, at noget nyt måske ville trække i hende.
Hun har betydet meget for os og de store resultater, vi har opnået de sidste år, og hun har desuden nogle meget stærke og gode menneskelige egenskaber, så hun vil bestemt blive savnet både på og udenfor banen. Jeg og klubben ønsker hende alt det bedste og håber, at det bliver et ´på gensyn´ og ikke et ´farvel´, når vi til sommer skal tage afsked´.
Et gensyn med Viborg HK engang i fremtiden udelukker Kristina Jørgensen ikke, for det har været alt andet end en let beslutning, men nu er hun klar til noget nyt, fortæller hun:
´Jeg har vendt og drejet et klubskifte mange gange, lavet plus- og minuslister og sovet på det mange nætter, for jeg er og har været vildt glad for at være i Viborg HK, så beslutningen har været svær, men nu hvor den er taget, kan jeg mærke, at den føles rigtig.
Tiden er inde til nye udfordringer for mig, og når man drømmer om at blive en af verdens bedste, kræver det også, at man tager nye skridt og sætter sig nye mål.
Det har længe været en drøm for mig at spille i en af verdens bedste klubber, og det kommer jeg til nu.
Til sommer er jeg færdig med min bachelor i erhvervsøkonomi, og min kæreste er desuden et sted i sit liv, hvor han har mulighed for at tage med mig, så et klubskifte passer godt på flere parametre´.
Kristina Jørgensen kan kigge tilbage på 5 gode år i Viborg HK og fortæller, at der er utrolig meget, hun kommer til at savne ved livet i VHK:
´Jeg kom til VHK som ung og uerfaren, og klubben har betydet alt for mig. Jeg har udviklet mig utrolig meget som håndboldspiller, leder og menneske, og det har jeg i høj grad klubben at takke for. Viborg HK er virkelig som en familie, og de fantastiske rammer og det gode træningsmiljø, klubben er kendt for, betyder, at man som spiller har alle muligheder for at vokse, og jeg er stolt af de resultater, vi sammen har opnået, og for at jeg personligt er gået fra at være en uerfaren spiller til en etableret landsholdsspiller og nu også får mulighed for at spille for en af verdens bedste klubber´.
Jeg kommer til at savne ALT ved VHK, for jeg har det som blommen i et æg - det er her, jeg har mine veninder og min håndboldfamilie, men jeg er også klar til nye eventyr til sommer. Indtil da er mit mål at give den max gas med både europæiske- og ligakampe sammen med VHK, hvilket jeg glæde mig virkelig meget til´, afslutter Kristina Jørgensen.
Cheftræner Jakob Vestergaard lægger heller ikke skjul på, at savnet bliver gensidigt og fortæller:
´Det er med blødende hjerte, at vi siger farvel til Kristina Jørgensen. Det er en af de helt store profiler og en af dem, der har været med til at få Viborg HK med i toppen af dansk håndbold igen. Hun har trukket et kæmpe læs både på og udenfor banen i de seneste tre år, hvor jeg har været retur.
Det er en megastjerne, der har potentiale til at blive verdens bedste håndboldspiller, vi sender videre.
Når det er sagt, er det jo sådan, at når en stjerne forlader klubben, bliver det plads til andre. Vi vil se nogle spillere indtræde i nye roller og tage mere ansvar, og for os kan det sagtens betyde, at vi kommer til at spille på en anderledes måde, da vi nu har en ny situation, som vi skal have det optimale ud af.
Når en spiller som Kristina Jørgensen forlader os, betyder det, at vi igen står i et opbygningsarbejde, men det er præmissen, og det ved vi jo godt, og jeg ønsker hende held og lykke og glæder mig til at følge hendes videre udvikling´.
Kristina Jørgensen har haft kontrakt med Viborg HK siden 2017, og hun har bl.a. vundet både bronze- og sølvmedalje med klubben. Desuden er hun blevet en fast del af det danske landshold, hvor hun senest fik en bronzemedalje om halsen ved VM i Spanien.
Foto: Johnny Pedersen
Torsdag i denne uge skulle de grønblusede have mødt Skanderborg til den anden ligakamp i år, men også denne kamp er blevet udskudt grundet Corona i truppen, og således er både den planlagte kamp 2. januar mod Team Esbjerg og kampen mod Skanderborg flyttet.
I aftes fik klubben desuden bekræftelse på, at også European League opgøret mod rumænske Valcea, der var planlagt til kampstart søndag kl. 12.00 i VIBOCOLD Arena bliver rykket til en endnu uvis dato.
De mange kampflytninger skyldes, at truppen og ledelsen omkring truppen stort set er lammet på grund af Coronatilfælde. Jakob Vestergaard, der også selv er en af de ramte, fortæller, at situationen er sådan, at det lige nu kun er Laura Holm Andersen, Emma Friberg, Camilla Fangel, Mathilde Rivas Toft, Kristina Jørgensen, Signe Vetter og Tonje Enkerud, der kan træne.
Administrationen er også hårdt ramt af virussen, og derfor er kontoret fysisk lukket resten af ugen, mens man stadig kan komme i kontakt med klubben på telefon og mail.
Der er ikke fundet nye datoer til afvikling af de tre kampe endnu.
Knap er det nye år skudt i gang, før en nyhed af de helt store og glædelige er tikket ind: Maria Fisker er i lykkelige omstændigheder og venter sit andet barn til sommer.
De glædelige nyheder sætter selvfølgelig cheftræneren i en ny situation, om hvilken han siger:
´Først og fremmest er vi bare rigtig glade på Marias og Jeppes vegne, og selvom det lyder helt vildt, er der jo bare noget, der er større end håndbold´ siger Jakob Vestergaard med et stort smil og fortsætter:
´Det giver selvfølgelig lidt udfordringer på banen, og det håndterer vi ved at rykke Laura Holm op fra U19 til ligatruppen. Laura Holm er virkelig dygtig, og der ligger et stort potentiale. Hun skal stå i lære hos Lærke Nolsøe, der jo kommer hjem fra et VM med både en bronzemedalje om halsen og et tilbageblik på en turnering, hvor hun har spillet helt fantastisk, så jeg er fortrøstningsfuld, selvom Fisker bestemt ikke er en, man lige kan erstatte.
I bagkæden har Fisker også løst flere opgaver, så det er kærkomment, at Mathilde Rivas Toft kommer tilbage, og desuden er Signe Vetter også klar til at træde til, så vi sikrer os bagkæden i et travlt kampprogram.
Udenfor banen har Maria også en stor rolle, og jeg er glad for, at hun stadig vil være omkring truppen i det omfang, det er muligt, og så glæder vi os til at se hende tilbage på banen engang i næste sæson´, slutter Jakob Vestergaard.
For kort tid siden kunne den 25-årige Emilie Margrethe Hovden sammen med det Norske landshold hæve en af håndboldens helt store pokaler som vinder af VM i Spanien, og mens guldmedaljen stadig glimter, er Viborg HK stolte af at offentliggøre, at VM-guldvinderen Emilie Margrethe Hovden er på vej til Viborg HK.
Viborg HK forstærker dermed truppen med endnu en Nordmand, når Emilie Hovden vinker farvel til den norske klub Storhamar HE og trækker i den grønne trøje fra sæsonen 2022 / 23.
´Vi er stolte over, at vi formår at tiltrække en verdensmester til klubben – og nu har vi jo så to´
siger direktør Jørgen Hansen med et smil, og fortæller at klubben med Emilie Hovden på kontrakt endnu engang har effektueret på den strategi, klubben har, hvor vi ikke nødvendigvis skriver kontrakt med de absolut største og dermed også dyreste men i stedet går efter stjerneskuddene, som kan se sig selv udvikle sig i klubben.
Cheftræner Jakob Vestergaard er også meget tilfreds med spillertilgangen:
´I Emilie Hovden henter vi en super stærk højrefløj. Vi får en meget kontrastærk og meget afslutningssikker spiller.
Jeg har fået et virkelig godt indtryk af hende. Hun er ambitiøs og ærgerrig. Jeg har fulgt hende i nogle år, og jeg har set, hvordan hun har formået at lægge lag på sit spil.
Det er bare en hammerdygtig højrefløj, vi har tiltrukket til klubben.
Jeg har en forventning om, at vi lægger et lille ekstra lag på – og grunden til, at jeg blot siger et lille lag, er, at Emilie allerede er rigtig dygtig, så vi kan ikke lave et kvantespring med hende, men min forventning er, at vi kan være med til at udvikle hende, så hun kommer til at præstere rigtig godt i grønt og også kommer tættere på en stamplads på det norske landshold.
Hendes profil passer perfekt til det, vi gerne vil have i klubben, hvilket vil sige en disciplineret, ambitiøs og yderst trænbar spiller, vi kan videreudvikle igennem et godt træningsmiljø.
Emilie Hovden og Tonje Enkerud kender hinanden rigtig godt, og hun kender jo også både Moa og Mathilde, så hun har været særdeles velinformeret om klubben, og vi er vi glade for, at dem, vi har, er så tilfredse med at være her, at de gerne vil anbefale klubben´.
Emilie Hovden er i gang med sin 3. sæson i norske Storhamar HE, og hun har både været kåret til årets spiller, årets topscorer og årets højre fløj i den norske liga, og hun glæder sig til at komme til VHK.
´Jeg glæder mig så meget til at blive en del af holdet. Den danske liga er jo en af de bedste i hele verden, og når jeg får lov til at spille i en klub, der ligger i toppen af den liga, forventer jeg, at jeg kan udvikle mig meget som håndboldspiller.
Viborg HK spiller med høj fart, og det passer godt til mit spil, så jeg føler også, at jeg har noget at bidrage med´.
Det forestående klubskifte betyder også, at Emilie Hovden pakker den helt store kuffert og rejser fra sit hjemland, og med udsigten til det, siger hun:
´Der er første gang, jeg skal spille i en klub udenfor Norge, og derfor er det også dejligt, at jeg kender både Tonje Enkerud, Moa Högdahl og Mathilde Rivas Toft – det giver selvfølgelig en god tryghed, og jeg føler mig også klar til et klubskifte, der også betyder, at jeg skal have bopæl i et nyt land.
Tonje har jeg spillet med i Storhamar, og Moa og Mathilde har jeg spillet med i mange år på ungdomslandsholdet´.
Det er en nyslået VM-vinder, der kommer til VHK, og oplevelsen i Spanien sidder stadig i kroppen, fortæller Emilie Hovden:
´Det var utrolig stort at være med til VM og selvfølgelig virkelig stort at vinde guld. Det var min første samling med A-landsholdet, og det har altid været en stor drøm for mig at være med til at repræsentere Norge.
Jeg var som udgangspunkt reserve i Spanien, men fik hele 3 VM-kampe, så det var langt over mine forventninger, og det giver selvfølgelig stor motivation til at arbejde benhårdt på fortsat at udvikle mit spil´.
Emilie Hovden kommer til Viborg HK til sæson 2022 / 23 på en 2-årig kontrakt.
Foto: Lars Martin Bøe
Efter flere konstaterede tilfælde af Corona i truppen, er kampen mod Skanderborg torsdag nu også rykket. Nærmere information følger.
Efterårets Hold i Bambusa Kvindeligaen er netop blevet sat og på venstreback finder vi Line Haugsted.
Ligesom hun har en stor rolle i Viborg HK mandskabet, ser vi hende lige i øjeblikket også indtage en stor og afgørende rolle på det danske landshold, hvor hun sammen med resten af holdet kæmper sig til den ene sejr efter den anden til VM i Spanien.
Det er især defensivt, hvor Line Haugsted løber med stor anerkendelse fra både cheftræner i Viborg HK Jakob Vestergaard, landstræneren og holdkammerat Kristina Jørgensen, der så sent som i denne uge har kaldt Line ´verdens bedste forsvarsspiller´.
Tillykke Line Hausted.
Efterårets hold er sat på baggrund af det statistisk baserede point-system MEP (Most Effective Player), og det samlede hold ses her:
Målvogter: Johanna Bundsen, København Håndbold 25,49 MEP
Venstre fløj: Elma Halilcevic, Nykøbing Falster Håndbold 40,37 MEP
Venstre back: Line Haugsted, Viborg HK 43,05 MEP
Playmaker: Mai Kragballe, Randers HK 40,90 MEP
Højre back: Stine Skogrand, Herning-Ikast Håndbold 39,43 MEP (genganger fra sidste efterår)
Højre fløj: Marit Røsberg Jacobsen, Team Esbjerg 31,70 MEP (4. efterår i træk!)
Stregspiller: Alberte Simonsen, Ringkøbing Håndbold 32,38 MEP
I de fleste virksomheder er positive medieomtaler, indfriede mål og opnåede resultater lig med succes – sådan er det også i sporten – og dog - succes på banen er desværre ikke ensbetydende med sorte tal på bundlinjen – sådan er det for mange klubber, og sådan er det for Viborg HK – i år.
Årets resultat er netop offentliggjort og viser et underskud på 1,8 millioner, som er en stor tilbagegang i forhold til året før, hvor klubben kom ud med et overskud på 200.000. Årets resultat tilskrives primært Corona pandemien, forklarer formand Karsten Cronwald, der er meget ærgerlig over de røde tal, men samtidig forsikrer, at det ikke påvirker hverken denne eller den næste sæson og de beslutninger og dispositioner, der er taget.
Når Corona påvirker Viborg HK sker det på mange forskellige parametre. Der er de helt åbenlyse manglende indtægter fra klubbens almindelige drift, hvor især det manglende billetsalg er udslagsgivende. I hele sæson 2020 / 21 har vi ikke kunnet afvikle én eneste kamp som normalt. 11 kampe blev spillet helt uden tilskuere og 9 med reduceret kapacitet herunder også DM-finalen, og det kan virkelig mærkes, også selvom hjælpepakkerne dækker nogle af de manglende indtægter.
Klubben kunne fx heller ikke få besøg fra Kina, som vi gjorde forrige år, hvor det kinesiske landshold tog til Viborg for at blive dygtigere til at spille håndbold – en træningslejr, der blev planlagt og gennemført af Viborg HK og som bidrog positive til klubbens økonomi.
Viborg HK har oplevet og oplever stadig en enorm opbakning fra sponsorer og samarbejdspartnere, og har også igangsat helt nye, store indtægtsgivende projekter som fx Mærk Jobbet og Naturli´ shop-in-shop. Desuden var Viborg HKs grønne trup i sæson 2020 / 21 ligaens mest set håndboldhold overhovedet, og vi fordoblende antallet af Tv-seere og stod tilmed med en sølvmedalje om halsen til sidst. Til trods - var det desværre ikke nok til at trodse pandemiens betingelser og begrænsninger.
Lodtrækningen til European League gruppespillet har netop fundet sted, og vi starter med at få besøg af Ramnicu Valcea fra Rumænien i VIBOCOLD Arena første weekend i januar.
De to øvrige modstandere bliver Chambray Touraine fra Frankrig og Váci NKSE fra Ungarn.
Således skal vi ikke møde franske Nantes og tyske Bietigheim, som cheftrænerne også helst ville undgå, og om puljen siger Jakob Vestergaard:
´Der er plusser og minusser ved lodtrækningens udfald. Der er ikke mange busture til Ungarn, Rumænien og Frankrig, så på den måde er det en dyr pulje. Vi skal langt væk, og det er altid en hård belastning, men når det er sagt, er jeg sportsligt tilfreds. Vi er i en pulje, hvor vi bliver matchet mod alle hold, og hvor vi også kan slå alle hold.
Personligt glæder jeg mig meget til at komme tilbage til Valcea, hvor jeg havde et fantastisk år, og rumænske fans er passionerede og fanatiske, så det er et spændende sted at spille.
Ungarn er et af de steder, hvor håndbolden blomster mest, men det er også en anderledes håndboldkultur end den, vi er vant til, og det er altid sjovt at møde noget andet.
Jeg glæder mig så meget til at komme i gang med at spille internationalt, og det er da meget fedt, at vi skal starte hjemme – men vi stater så også med at møde det hold, jeg forventer, vil give s mest modstand, så det er også en hård start – men jeg glæder mig´.
Torsdag den 25. november kl. 11.00 er det udtrækning til gruppespillet i European League, og mens vi venter, forbereder Jakob Vestergaards sig bl.a. med at se alt den internationale håndbold, han kan komme til:
´Det har været en fed weekend at se EHF. Det er virkelig nogle gode hold, der er gået med videre. Jeg har noteret mig, at de rumænske hold ser rigtig stærke ud, og min gamle klub Valcea har spillet sig sikkert videre.
Jeg synes, at Bietigheim i Tyskland ser skræmmende stærke ud. Der er et par danske spillere, som jeg holder ekstra øje med, men holdet har altså også en håndfuld tyske landsholdsspillere, og Bietigheim er nok Tysklands bedste hold lige i øjeblikket til trods for, at de ikke spiller Champions Leauge. Der er også et par franske hold, der gør det rigtig godt, og i det hele taget, er der mange stærke modstandere, vi kan trække på torsdag.
I forhold til vores egen situation kigger vi jo på kvaliteten af modstanderne men også rejselængden.
Det er overraskende, at der ikke er flere russiske hold, der er gået med videre. Inden jeg så kvalifikationssystemet, var jeg næsten sikker på, at vi i gruppespillet skulle en tur til Rusland, men kigger man rent statistisk, er det nu ikke længere helt så sandsynligt – men man ved jo aldrig, hvordan en lodtrækning falder ud.
Ingen tvivl om at jeg helst ser, at vi ikke skal til Rusland, både fordi der er rigtig dygtige modstandere, men mest fordi det er en lang og hård rejse, så jeg krydser fingre for, at vi har lidt held i lodtrækningen.
Alt i alt glæder vi også bare til på torsdag, hvor vi finder ud af, hvem vi skal møde´.
Grundspillet i EHF spilles i januar og februar, men hvor, hvornår og mod hvem ved vi altså først på torsdag.
Viborg HK afsluttede sæsonen 2020/21 med en sølvmedalje om halsen, og derfor har Viborg HK undgået at spille indledende kvalifikationskampe og er direkte i gruppespillet.
Et af verdens største målvogtertalenter´,
kalder cheftræner Jakob Vestergaard Viborgs målvogter Anna Kristensen, og det er da også med en meget stor glæde, at vi kan offentliggøre, at Anna Kristensen netop har indgået aftale med Viborg HK om også at holde målet rent i sæsonen 2022 / 23.
Viborg HK og Anna Kristensen har givet hinanden hånd og underskrift på, at ingen af dem ønsker at bruge den option i spillerkontrakten, der giver begge parter mulighed for at afslutte samarbejdet.
´Anna Kristensens præstationer på banen taler for sig selv,
så selvfølgelig er vi rigtig glad for, at Anna også er her i næste sæson´,
siger Jørgen Hansen, direktør i Viborg Håndboldklub.
Glæden er også stor hos hovedpersonen selv, der begrunder sit valg sådan:
´Jeg er SÅ glad for at være her. Jeg synes godt om min egen rolle på holdet, og så har vi et super fedt miljø både til træning, til kampe og socialt.
Vi har et godt hold, og samtidig arbejder alle benhårdt for at blive bedre – mig selv inklusiv – og det giver en god energi. Vi er en del unge, der har været her i en periode, og forhåbentlig kan vi holde fast i vores stamme og blive ved med at lægge lag på. Jeg har en tro på, at vi kan komme rigtig langt, og jeg vil gerne være med til at vinde nogle af de store titler med Viborg HK´.
Det er med det helt store smil at en ovenud tilfreds cheftræner, Jakob Vestergaard, udtaler sig om udsigten til at beholde Anna Kristensen i truppen:
´Vi er mega glade for, at Anna har lyst til at blive her i klubben. Det er en helt vital position, som vi nu har sikret os fremadrettet, og det er indiskutabelt, at Anna Kristensen er et af verdens største målvogtertalenter, der hele tiden ligger lag på sit spil.
Hun er vores sikre sidste skanse, og hun har igen i år vist, at når tingene spidser til, så træder hun bare i karakter og redder kastanjerne ud af ilden for os. Hun fik meget tidligt et stort ansvar, og det har hun løftet på ganske imponerende vi´.
Det er med stor glæde, at begge parter bekræfter, at Ida Marie Dahl også kæmper i grønt i sæsonen 2022 / 2023.
Det er nemlig realiteten, eftersom Ida-Marie Dahl og Viborg HK netop er blevet enige om ikke at bruge den option i spillerkontrakten, der giver begge parter mulighed for at afbryde samarbejdet til sommer.
´Vi er rigtig glade for at have Ida-Marie Dahl i klubben, og allerede nu er vi ved at skabe fundamentet til den kommende sæson, så vi er glade for at kunne offentliggøre, at vi kan fortsætte det gode samarbejdet´ siger direktør i Viborg HK, Jørgen Hansen
Cheftræner Jakob Vestergaard er ligeledes godt tilfreds med, at han også i sæson 2022 / 2023 kan jonglere med Dahl på stregen:
´Jeg er rigtig glad for, vi beholder Ida-Marie Dahl, for i hende har vi en af verdens bedste kontraspillere og en fremragende angrebsspiller, og desuden har vi set en rigtig god udvikling i hendes defensiv.
Som person giver Dahl også holdet rigtig meget, for hun er en humørbombe uden lige, der giver god energi og spiller med et stort hjerte, og det er man som træner altid rigtig glad for.
Alt i alt en virkelig god signing for Viborg HK, for vi står med en mega dygtig håndboldspiller, som vi tror på, at vi kan udvikle mere, og som passer godt ind i den måde, vi spiller på´.
Ida-Marie Dahl kom til klubben i 2018 og ser nu frem mod endnu en tørn i den grønne trøje:
´Jeg er glad for at være her. Jeg trives rigtig godt i klubben, træningsmiljøer og har det godt med de andre på holdet. Jeg tror meget på de mål, vi arbejder hen imod, og derfor kan jeg også se mig selv i Viborg HK i næste sæson, og mit mål er at blive ved med at udvikle mig og kæmpe mig til en endnu større rolle´.
Med aftenens sejr over Silkeborg Voel kan Viborg HK-mandskabet runde første del af sæsonen af og ´overvintre´ på 2. pladsen i kvindeligaen.
Det var et veloplagt Silkeborg Voel hold, der ankom til VIBOCOLD Arena med et tydeligt håb om at tage point med herfra, men sådan gik det heldigvis ikke.
Efter en spændende første halvleg med masser af tempo og to ret ligeværdige hold, blev det fløjtet til halvleg med stillingen 17 – 14. Knap var 2. halvleg gået i gang før de grønne piger for alvor tog ansvar og som minutterne gik, lagde de mere og mere afstand til gæsterne, og kampen endte med en 6-måls sejr til Viborg HK (33 – 27).
Cheftræner Jakob Vestergaard:
´Vi ligger stadig nr. 2 og spiller en rigtig god kamp. Egentlig synes jeg, at vi bør være foran med mere efter det første kvarter, for vi har mange 100 % chancer, hvor vi brænder, og det betyder også, at de får åbnet op for nogle ting, som lukker dem ind i kampen: De begynder at skifte meget ud, og det resulterede i, at vi bliver presset på udvendig side – det vil sige på Moa, Tonje og Dahl, og den situation giver Silkeborg Voel nogle hurtige mål, der sender dem foran en enkelt gang i kampen. Vi får hurtigt helt styr på kampen igen, og vi går til halvleg med en rigtig god smag i munden. I 2. halvleg får vi lukket kampen, da vi bl.a. tvinger dem ud i nogle opstillinger, som de ikke har spillet så meget.
Vi lykkes også med vores overtalssituation – både når vi spiller 6 mod 5, og når de har taget målmanden ud, og vi kan kaste den ned på det tomme mål. Det håndterer vi rigtig fint. Vi brænder et par straffe, som jeg synes var unødvendig, men det er en lille ting. Generelt er jeg glad for, at vi får så mange i spil og mange på scoringslisten. Moa fortsætter sit gode spil, og Jørgensen stempler virkelig ind i dag, og det er selvfølgelig glædeligt at se.
Det er fuldt fortjent, at vi tager sejren i aften, og jeg er superglad og tilfreds med, at vi dermed fastholder vores 2. plads i Bambusa-kvindeligaen.
Kampens spiller blev Kristina Jørgensen, der også blev kampens topscorer med 6 mål. På scoringstavlen kom også Moa Högdahl med 5 mål, Line Haugsted med 5, Maria Fisker med 4, Ida-Marie Dahl, Thilde Frandsen, Tonje Enkerud hver med 3 mål. Sara Hald satte 2 mål ind, mens Stine Andersen og Lærke Nolsøe scorede et enkelt mål hver.
En kamp der ikke blev som ventet´
Sådan kan man vist rolig sige om lørdagens match mellem Viborg HK og Holstebro Håndbold, hvor VHK inden kampstart var klare favoritter.
Det blev en kamp, hvor første halvleg og anden halvleg var som nat og dag. Første halvleg drillede alt, - intet ville lykkes. Viborgs førstemålmand Anna Kristensen sad på bænken grundet sygdom, og Emma Friberg kunne ikke finde formen, ingen fik godt gang i skudarmene og heller ikke forsvarspillet fungerede. Dermed stod hjemmeholdet Holstebro Håndbold med en 5-måls føring ved pausen. Den situation fik vores grønne piger heldigvis ret hurtigt lavet om på i 2. halvleg, hvor den ene efter den anden tager ansvar, og som reaultat heraf begynder spillet at lykkes ,og det er en trup, der virkelig samlet sig og genvinder gejst og form, og Viborg HK kan tage hjem med en 5-måls sejr.
Efter kampen siger Jakob Vestergaard:
´Der var rigtig god læring i denne kamp for os, og jeg er stolt af, at vi virkelig formår at samle os og komme tilbage på sporet. Efter første halvleg begynder vi at tage de rigtige kollektive beslutninger, og sammen kæmper vi os ind i kampen og tager herfra med to point, og det er klart det vigtigste. Moa Högdahl viser endnu engang, at hun er inde i en virkelig positiv udvikling og også Tonje Enkerud spiller en god kamp. Jeg glæder mig til at vi på onsdag skal i kamp igen´.
I modstandernes mandskab var det især Jenny Helen Carlson, der voldte problemer, og hun fik lov at nette hele 8 gange, og også Maja Edling Lauritsen og Andrea West Bendtsen kom på måltavlen flere gange. I VHK-truppen var det denne gang Tonje Enkerud, der med en flot indsats blev topscorer for Viborg med 7 mål, mens Moa Högdahl og Ida Marie Dahl begge satte 5 mål ind og Fisker 4.
VHK tager hjem med en sejr på 32 - 27 efter at have været bagud 14 – 19 ved halvleg, og de to point betyder, at vi stadig ligger på 2. pladsen i Bambusa Kvindeligaen.
Næste gang de grønne er i kamp er på hjemmebane i Vibocold Arena er på onsdag kl. 20.30, hvor der er dømt lokalopgør, når vi mødet Silkeborg Voel.
Vores samarbejdspartner igennem mange år, Boligselskabet Sct. Jørgen, har endnu engang valgt at forlænge med klubben. En beslutning som, Anne Mette Primdahl, kommunikations- og udviklingschef i Boligselskabet Sct. Jørgen, begrunder sådan:
´Hos os er det vigtigt, at vi engagerer os i de tiltag, der er med til at fremme Viborg. Viborg HK er et af Viborgs største brands, så de er med til at skabe gode muligheder for eksponering både lokalt og nationalt.
Der er stor konkurrence på markedet for lejeboliger, så for os er det vigtigt at være synlige på markedet.
Derfor er vores markedsføring nøje tilrettelagt ift. at opnå størst synlighed og kunne give noget tilbage til vores lejere. Vi er med til at sørge for, at Viborg er en god by at bo i, og det er vigtigt, vi også er det i fremtiden´.
Samarbejdet udfolder sig i eksponering, konkrete forretningsmuligheder og hjælp til indlogering af ligaspillerne, der kommer til klubben fra andre byer og andre lande. Sidstnævnte er især et område, holdleder igennem 23 år, Liss Kristensen, beskæftiger sig med:
´Hold nu op hvor har jeg og Boligselskabet Sct. Jørgen igennem årene fundet mange lejemål sammen. Pigerne har jo alle forskellige ønsker til boligstørrelse, udefaciliteter og beliggenhed, så det er dejligt, at udvalget er så stort hos Boligselskabet Sct. Jørgen, og vi finder faktisk altid en bolig, som den enkelte spiller er glad for´.
Samarbejdet mellem Circle K og Viborg HK er så givende for begge parter, at det naturlige næste skridt, når den nuværende aftale udløber er at indgå en længere og større samarbejdsaftale, og Circle K kan derfor nu præsenteres som sølvpartner i håndboldklubben.
Aftalen betyder øget synlighed og flere forretningsmuligheder for Circle K, men ikke mindst betyder det også, at den rabataftale, Circle K stiller til rådighed for Viborg HKs samarbejdspartnere og sponsorer også forhøjes og forlænges.
Rabat på brændstof for alle, der bakker VHK op
Aftalen betyder helt konkret, at man som samarbejdspartner og sponsor i håndboldklubben kan tanke benzin og diesel med rabat hos Cicle K, og da rabatten stiger jo flere sponsorer, der tanker hos Circle K, er besparelserne endnu større end tidligere – til gavn for alle.
Om samarbejdsaftalen siger John K. Løgstrup, senior regional sales manager:
´Vi er glade for nu at være sølvpartner i VHK. Vi oplever, at vores samarbejde fungerer rigtig godt. Igennem det store netværk, klubben har og aktivt bruger, får vi mange forretningsåbninger, så vi kan se, at vores sponsorat giver en positiv afsmitning på såvel brand som regnskabstal´.
Caroline Lyhne Hansen, kommerciel chef i Viborg HK, er ligeledes glad for den nye aftale,
´Jeg er stolt over, at vi igen har en samarbejdspartner, der får så meget ud af vores aftale, at de gerne vil opgradere. Når vi så kan lægge et ekstra lag på, som giver rabat på benzin og diesel til alle, der støtter Viborg HK som sponsor, er det jo ekstra godt´.
Vil du høre nærmer om, hvordan du kan få besparelser på brændstof? Så kontakt Caroline Lyhne Hansen på 23469454.
OPTUR !
Skal Moa Högdahl beskrive de seneste dage med ét ord, kunne det meget vel være det ord, hun vælger, for siden i lørdags er de gode nyheder nærmest væltet ind hos hende.
I kampen mod København Håndbold i Vibocold Arena spillede hun noget af den bedste håndbold, vi har set længe, og hun blev da også både kampens topscorer med i alt 8 mål og fik efterfølgende også anerkendelsen som Kampens Spiller.
Knap er den nye uge begyndt, og en opringning fra den norske landstræner Thorir Hergeirsson sender det i forvejen store smil op i nye højder:
Moa Högdahl er udtaget til det norske landshold
Hun kan dermed se frem til at bruge en stor del af november og december sammen med landsholdskammeraterne - først på træningslejr og dernæst til VM i Spanien. Den norske højre back har to gange tidligere været med på landsholdet, og hun ser da også meget frem til endnu engang at skulle repræsentere Norge:
´Jeg fik et opkald fra Thorir Hergeirsson, som fortalte mig, at jeg skal med til VM i Spanien, og jeg blev bare SÅ glad. Jeg ser så meget frem til at tage med landsholdet, når vi liiiige har gjort klubarbejdet færdigt og forhåbentlig kan tage af sted med en placering som ligaens nr. 2.
Det er en stor personlig drøm at spille på landsholdet, og når jeg har været med før, betyder det bestemt ikke, at det er mindre stort, når Thorir Hergeirsson ringer – det betyder bare, at jeg tager afsted med lidt mere tryghed end første gang, for nu ved jeg, hvad det handler om´.
Glæden deles især også af cheftræner, Jakob Vestergaard, der umiddelbart efter udtalelsen siger:
´Jeg er super glad på Moas vegne. Det er fuldt fortjent. Hun knokler hele tiden 100% med at udvikle sig, så det er dejligt, at det bliver belønnet med en landsholdsudtagelse.
Der er ikke mange, der er lige så dedikerede til kamp og træning, som hun er, og hun har virkelig også været inde i en god udvikling.
Defensiven har været meget stærk de seneste mange år, og de sidste to sæsoner, har hun også spillet godt og effektiv i angrebet.
Til træning ser vi virkelig, at der er et stort potentiale og heldigvis viser det sig også ofte til kampene´.
Moa Högdahl er denne gang den eneste nordmand, der er udtaget, mens Kristian Jørgensen, Lærke Nolsøe og Line Haugsted kan følges til det danske landshold.
En sejr på 29 – 26 sendte københavnerne hjem uden point, mens Viborg HK kan tilføje yderligere to point til samlingen.
Med kun tre kampe tilbage inden den lange ligapause, der for nogle betyder landsholdssamling og VM i Spanien og for andre træning og juleferie, var dagens kamp mod København Håndbold et vigtigt skridt på vejen til fortsat at ligge placeret som Danmarks 2. bedste hold i Bambusa Kvindeligaen.
Dagens sejr var absolut også den bedste medicin mod onsdagens nederlag i Odense, og efter kampen siger en tilfreds cheftræner sådan om truppens indsats:
´Først bliver jeg simpelthen nødt til at rose vores højre side. Den fungerer bare i dag, og de leverer ikke færre end 12 af vores i alt 29 mål. Det er jeg virkelig stolt af og godt tilfreds med.
Moa Högdahl finder også virkelig melodien i dag, og Tonje Enkerud kommer ind og får meget spilletid, og hun skaber en ro og en stabilitet, som gør holdet rigtig godt. Det er jo fantastisk at være vidne til, at der er andre, der træder til, når vores største profiler måske ikke leverer deres bedste præstationer – dog uden at de på nogen måde falder igennem.
Anne Kristensen – jeg fremhæver hende næsten hver gang, og det er der jo en grund til. Endnu engang står hun fremragende, og hun har mange redninger fra alle positioner, og det betyder, at de er nødt til at spille 7 mod 6. Det løser vi så faktisk ikke helt så godt, som vi nogle gange har gjort, men stadig på en fuldt ud acceptabel måde.
Defensivt er jeg også tilfreds. Vi kommunikerer rigtig fint og lukker af. Vi får skabt en god balance i at være aggressive og dække deres streg.
Der er fortjent, at vi står tilbage med sejren. Vi spiller os til gode situationer, spiller et fint overtal og scorer på langt det meste, og det er dejligt, at vi scorer på alle vores straffekast. Der er meget at være tilfreds med i dag´.
Moa Högdahl bliver efter kampen kåret til kampens spiller, og hun er da også kampens topscorer med 8 mål, mens Fisker leverer 7, og Thilde Frandsen og Dahl sætter 4 ind hver.
Kampens sejssponsorer er Cirkle K og Ejner Dalberg
I aften har vi været i Odense for at kæmpe for ligaens 1. plads, men desværre tager vi hjem uden at erobre den. Efter en yderst velspillet 1. halvleg, mister vi grebet i en kort periode i 2. halvleg, og den fadæse udnytter det stærke Odense mandskab, og de skaber pludselig et hul på 5 mål, som vi ikke formår at indhente.
Efter kampen er det en tydelig skuffet cheftræner, der evaluerer kampen:
´Hvis jeg skal fremhæve det positive ved aftenens topopgør, er det, at vi spiller 45 gode minutter på udebane mod Danmarks nok bedste hold.
Første halvleg er rigtig godt afviklet. Vi spiller, som vi vil. Vores defensiv fungerer, og vores angreb fungerer, og Anna står fremragende. Starten på 2. halvleg er også god, men så sker der noget - ca. 15 minutter inden i 2. halvleg laver vi pludselig 4 meget store tekniske fejl, hvor vi i praksis nærmest aflevere bolden til Odense, og så går det stærkt. På få minutter går vi fra at være lige og endda foran ind imellem til at være bagud med 5, og der blev kampen egentlig afgjort.
I anden halvleg får vi også problemer med at dække deres 6 mod 7 spil, hvilket vi ellers lykkes godt med i første halvleg, så selvom Anna også står rigtig godt i 2.halvleg, er hun oppe mod nogle rigtig store chancer. Vi laver 16 tekniske fejl, og det er alt alt for mange, og så mangler vi rytme i vores angreb i 2. halvleg.
Det jeg tager med herfra er, at vi spiller 45 gode minutter, og jeg er bare brandærgerlig over, at vi i en kort periode begynder at lave for mange fejl, og det må vi lære af´.
Næste gang Viborg HK er i kamp er på lørdag i Vibocold Arena, hvor vi møder København Håndbold kl. 13.00
25-årig Sara Hald er hentet fra Odense Håndbold, og i aften står hun endnu engang på banen i Odense – denne gang samme med Viborg HK, hvor hun er godt i gang med sin første sæson.
Hun har underskrevet en 2-årig kontrakt med klubben og debuterede i Vibocold Arena til Speedrecruiters Supercup, hvor hun sammen med sin nye trup fik spillet sig til en sejr over hendes gamle klub, Odense Håndbold.
Sara Hald har begrundede klubskiftet med ønsket om at komme til at spille i Viborg HK, der er berømt for den gode klubånd, et virkeligt godt træningsmiljø og gode træningsfaciliteter. Desuden mener hun, at klubben de seneste år har haft en positiv fremgang, hvilket hun nu er glad for at være en del af.
Sara Hald har siden 2018 spillet i Odense Håndbold, og før det spillede hun i TTH Holstebro. Sara Hald er opvokset i Holstebro, og hun er glad for at være tilbage til det jyske, hvor hun så igen kommer tættere på sin familie.
De første 100 dage i klubben
Sara har nu været i Viborg HK i 100 dage, så vi har snakket lidt med hende om den første periode i klubben og byen, og hermed hendes første reaktion:
´Jeg har ikke fortrudt et eneste sekund, at jeg skiftede, og det har virkelig været fedt. Det har været nemt at falde ind i truppen, og det er nogle rigtig søde piger. Vi er jo en del nye, og der er bare blevet taget rigtig godt imod os i klubben´.
Er du så faldet til i området og i byen?
´Jeg er da i hvert fald ved at lære byen lidt bedre at kende, og nu kan jeg da finde rundt uden at indstille en GPS. Viborg er en dejlig by, så det er også gået godt med at falde til her.
Odense for 3. gang i den her sæson. Er det stadig lidt specielt at skulle møde dem?
´Ja. Det er stadig lidt specielt at møde dem, og det tror jeg, at det vil være noget tid endnu. I hvert fald så længe, der stadig er spillere på holdet, som jeg spillede med, da jeg var i Odense. Men jeg glæder mig også rigtig meget. Både fordi jeg har spillet på holdet, men også fordi det er i Odense på min gamle hjemmebane. Jeg kender jo mange omkring klubben, men overordnet set, synes jeg bare at det er lidt hyggeligt. For jeg siger også lige hej til dem, der er omkring holdet´.
Cheftræner Jakob Vestergaard er ligeledes glad for at have erhvervet Sara Hald, da hun netop er en af de spillere, som truppen tidligere har haft problemer med, når de har mødt Odense Håndbold. Han roser ligeledes Sara Hald for at være god til at eksekverer på de chancer, hun får.
Sara Hald har tidligere været udtaget til bruttotruppen på A-landsholdet og spillet med på både U19 og U20. Cheftræner Jakob Vestergaard tror på, at han sammen med resten af trænerstaben kan være med til at udvikle Sara Hald i en positiv retning.
Endnu engang er vi stolte over at kunne sende flere Viborg HK spillere afsted med landsholdet. Denne gang gælder det VM i Spanien, hvor Viborg HK er garant for at have en håndfuld landsspillere og boblere på holdet.
De 3 udtagede spillere er Kristina Jørgensen, Line Haugsted og Lærke Nolsøe, mens Anna Kristensen og Ida-Marie Dahl i første omgang er udtaget til de 2 træningskampe, der skal spilles mod Ukraine inden slutrunden.
Kristina Jørgensen, Line Haugsted og Lærke Nolsøe har alle 3 spillet sig til faste pladser på holdet, og de har hver især deres vigtige roller på holdet.
Umiddelbart efter offentliggørelsen af landsholdsudtagelsen fik vi en reaktion fra cheftræner Jakob Vestergaard:
´Vi er altid glade og stolte, når vores spillere bliver udtaget, og med 3 spillere, der er udtaget, er vi meget tilfredse.
Vi har stadig et par stykker, som har gjort det vanvittig godt, men som ikke er blevet udtaget denne gang, og der er ikke andet at gøre end at klø på og arbejde videre med lagene, så både Jesper Jensen og Lars Jørgensen synes, de bliver attraktive.
Stort tillykke til de 3. De har gjort et rigtig godt stykke arbejde, og udtagelserne er velfortjente. Det er så fedt de skal ud at kæmpe i rødt og hvidt. Det går det lidt sjovere for os andre, der følger med, når der render nogle af de grønblusede rundt, som vi kan holde lidt mere med. Men selvfølgelig holder vi med hele holdet og Danmark, og håber de gør en god indsats i Spanien´.
Viborg HK ønsker vores spillere og resten af holdet et rigtigt godt VM, og ser frem til endnu en december måned med en masse god håndbold
Med Mathias Rasmussen om bord i Viborg HK trænerteamet er der skabt en god forbindelse hele vejen igennem organisationen, og ikke mindst har vi styrket vores trænerkompetencer på ligaholdet´ siger cheftræner Jakob Vestergaard om det nye samarbejde.
Mathias Rasmussen blev ansat som sportschef i Viborg HK Forening i juni med det formål at føre nogle af foreningens mange ideer og projekter ud i livet og ikke mindst også arbejde med talenterne. Netop talentudvikling griber direkte ind i ligaen, og derfor forventer Jakob Vestergaard, at Mathias Rasmussens indtræden i teamet vil give gode resultater:
´Vi har længe haft et ønske om et tættere samarbejde med Mathias Rasmussen, både fordi vi har behov for og ønske om at fokuserer mere på talentudvikling, hvilket sker i kraft af, at Mathias Rasmussen bliver en del af ligaholdet.
Som sportschef i foreningen og U19 træner er han jo helt inde i materien, når der skal spottes talenter, og sammenkobler man det med den viden, han opnår ved at være en del af vores trænerteam, sætter det ham i en noget nær ideel position, når vi skal arbejde med klubbens talentudvikling.
Vi styrker desuden trænerteamet med Mathias Rasmussen som sparringspartner, for han er rigtig dygtig taktisk, og han har en virkelig god spilforståelse. Desuden er både Susanne Wilbek og jeg glade for at arbejde sammen med ham – kemien er god – og det er heller ikke uvæsentligt´.
Tætte bånd mellem forening og ApS
Mathias Rasmussen glæder sig over, at han nu er en fast del af ligaholdets trænerteam og ser også koblingen mellem forening og ApS som en stor styrke:
´Det er en god mulighed for begge parter, at der bliver en direkte kobling i organisationen. Det styrke individuelle indsatsområder og det styrker det generelle samarbejde, så det er dejligt, at begge parter kan se fordelen ved denne konstellation, hvor jeg tilknyttet både forening og ApS.
Personligt har jeg en klar ambition om at blive ved med at udfordre og udvikle mig selv som træner, og der er dette her bare den helt rigtige platform for mig at stå på lige nu. Jeg er ekstrem glad og stolt over, at vi har indgået denne aftale, og jeg glæder mig meget til at lægge en masse kræfter i at opnå store resultater sammen med trænerteamet og spillerne´.
Lad os være ærlige .. vi spillede en dårlig kamp´, sådan siger Jakob Vestergaard, umiddelbart efter kampen er fløjtet af, og selvom det blev til en sejr på 27 – 24 over Ajax København og dermed to point mere på kontoen, er det en tydeligt skuffet cheftræner, der evaluerer indsatsen efterfølgende:
´Vi vinder, og det er vi glade for, og vi skal simpelthen også være glade for at vi vinder med det spil, vi levere i dag. Vi laver mange individuelle tekniske fejl og tager flere dårlige beslutninger, og det betyder, at vi får en svær opgave i anden halvleg, og det er bare ikke godt nok.
Vi skal levere en langt bedre præstation. Der er himmelråbende stor forskel på det, vi SKAL levere på onsdag i Odense, og det vi levere i dag. Vi spillede ikke som det tophold, vi er og vil være - men trods alt vinder vi, og det er i glade for´.
Kampens topscorer blev Kristina Jørgensen med 7 mål. Line Haugsted satte 5 mål ind, Sara Hald 4 mens Fisker og Dahl scorede begge 3 mål i aftens opgør med Ajax.
Næste gang Viborg Hk skal i kamp er i Odense på onsdag kl. 20.00
Når Ajax København tager til Viborg for at spille ligakamp onsdag aften, er det med Rasmus Rygaard som cheftræner, og det navn er bestemt ikke ukendt i Viborg HK.
Rasmus Rygaard tog oprindeligt sin træneruddannelse i Viborg samtidig med, han også trænede ungdommen både på college og i Viborg HK Forening. I 4 år slog han sine folder i byen, og ved siden af træneruddannelse og undervisning læste han også idrætspædagogik.
På de 4 år fik han en masse erfaring var bl.a. i praktikforløb under Mette Klit og Jakob Vestergaard og med masser af læring i bagagen, blev han godt klædt på til en kommende karriere på topplan.
Den nuværende cheftræner for Viborg HK, Jakob Vestergaard, var sportschef i klubben i slut 10’erne, og han havde kontakter, der kunne hjælpe Rasmus Nygaard videre i sin karriere efter endt uddannelse Da Rasmus Nygaard var færdiguddannet, lagde Jakob Vestergaard et godt ord ind for ham i Holstebro, og Rasmus rykkede længere vestpå. Her blev han træner for et U16-pigehold, som allerede første sæson med Rasmus ved roret vandt DM-sølv.
Vejene krydses igen
Efter 4 år, 2014, i Holstebro er Rasmus Rygaard klar på nye udfordringer. Jakob Vestergaard er på det tidspunkt sportsdirektør i Bukarest, og han får lokket Rasmus en tur til Rumænien, og han blev assistent- og ungdomstræner i klubben, hvor Mette Klit var cheftræner.
Efter tiden i Bukarest blev Rasmus træner for det slovakiske ungdomslandshold, hvor han var i halvandet år, inden turen gik til Skövde i Sverige. Her blev det til 3 sæsoner for det svenske hold.
Nu er han tilbage i Danmark og sagde op til denne sæson ´ja´ til jobbet som cheftræner for Ajax København, hvor han også er tilknyttet de ældste ungdomsårgange og Ajax København Sportsgymnasium.
Med Jakob Vestergaard som mentor
Inden kampen fik vi en snak med Rasmus Rygaard om hans relation til Jakob Vestergaard:
´Jakob Vestergaard har jo sådan set været min mentor igennem hele min karriere. Vores veje mødtes første gang, da jeg havde ham som underviser, og imens jeg var i praktik i dameligaen. Det er ham, der har hjulpet mig videre - både til Holstebro og til Rumænien. Han har været min sparringspartner gennem årerne, og selvom vi nu er liga-konkurrenter, bruger jeg ham stadigvæk lidt´.
Til onsdagens match står de to cheftrænere netop som konkurrenter, og hvordan det er, at komme “hjem” til VIBOCOLD Arena og ikke mindst spiller mod ligaens nr. 2, fortæller Rasmus Rygaard:
´Jeg har tænkt over det, og det er som at komme hjem - forstået på den måde, at det er her min karriere begyndte. Det er min barndomsklub, selvom jeg ikke spillede håndbold. Jeg snakker stadig med flere af mine kammerater fra tiden i Viborg, så Viborg er stadig en del af mit liv.
Jeg har gode minder fra Viborg, så jeg synes, at det er sjovt at ”komme hjem”, og så er det altid sjovt at drille de store i de chancer, vi får.
Det bliver en kæmpe udfordring for os. Vi har jo mødt VHK en gang i en træningskamp, hvor vi fik ørerne i maskinen, og jeg frygter lidt, at det kan ske igen. Vi ser frem til en udfordring mod VHK, og vi går altid ind til kampene med tro og håb på, at vi kan vinde. Så må vi se, om de små kan drille de store så meget, at vi tager derfra med en sejr.
Når man har arbejdet i store klubber, er det alt andet lige en anderledes opgave og et andet set up, Rasmus Rygaard arbejder under i Ajax København.
´Vi snakker meget om, at vi ikke kun kan spille på vores kompetencer og kvaliteter, men vi skal også udnytte VHKs svagheder, og se om ikke vi kan ramme dem på nogle punkter, som de ikke er vant til at blive ramt på. Vi vil prøve at give dem nogle andre udfordringer, og se om det kan give en fordel´.
Viborg HK mod Ajax København spilles i Vibocold Arena kl. 18.30