I 2019 tegnede Viborg HK ny kontakt med FysioDanmark Holstebro, og samarbejdet har fungeret så godt, at begge parter er enige om, at en kontraktforlængelse er optimal.  

I spidsen for sundhedsstaben i minimum to år mere står derfor Morten Vanggaard assisteret af Sofie Brøndgaard, og det er bestemt en rolle, som fysioterapeuten er tilfreds med:  

´Det er en fornøjelse at arbejde med Danmarks mest traditionsrige klub. Jeg oplever, hvordan klubben virkelig formår at skabe et noget nær perfekt træningsmiljø for en trup, der udelukkende består af gode, arbejdsomme piger, der bare VIL yde det bedste – og rundt om dem, er der en stab, der emmer af energi, velvillighed, professionalisme og godt samarbejde´, udtaler Morten Vanggaard.  

Morten Vanggaard har knap 20-års erfaring som fysioterapeut i håndboldverdenen og har siden 2004 arbejdet med elitehåndboldspillere.  

Hans mangeårige erfaring med restituering og skadesbehandlinger har han bl.a. brugt i forbindelse med genoptræning af Ida-Marie Dahl, der i kampen mod Aarhus United måtte forlade banen med en grim korsbåndsskade i starten af 2020. Hun er på rekordtid vendt tilbage i en stand, der ikke alene sendte hende på banen for Viborg Hk men også gav hende en billet til landsholdet. I hele skadesforløbet var Morten Vanggaard en fast del af Dahls hverdag, og processen er tidligere af begge parter beskrevet som ´noget nær perfekt´, og dertil supplerer Ida-Marie Dahl: 

 
“Morten har været den absolut bedste og mest professionelle støtte for mig igennem hele mit forløb. Der er mange ting, der skal lykkes i et skadesforløb, for at det skal gå så godt som mit gjorde. Alt er gået sindssygt godt efter min skade, og at jeg kommer tilbage så hurtigt, har han altså en kæmpe fortjeneste i”. 

På klinikken i Holstebro har FysioDanmark en bred vifte af fysioterapeuter, og Viborg HK råder med denne konstellation over ekspertise indenfor alle områder, så er der problematikker, der rækker udover det normale, kan spillerne sendes til klinikken i Holstebro – også fx til ultralydsscanninger.  

0
0
0
s2smodern