Toft stolt og glad for EM-udtagelse

EM slutrunden er lige som hjørnet, og i dag kom der navne på de spillere, der skal repræsentere Danmark under slutrunden. Blandt Jesper Jensens 16 udvalgte er der hele tre Viborg HK-spillere; Kristina Jørgensen, Line Haugsted og Majbritt Toft Hansen.

Toft fik debut i den rød-hvide trøje under Golden League i oktober. Nu varer det ikke længe, før stregspilleren kan få slutrunde-debut for Danmark.

- Jeg er mega glad og stolt over udtagelsen, og glæder mig meget til at komme til EM. Det bliver en stor oplevelse, for jeg har altid drømt om at komme til en slutrunde og spille foran 12.000 mennesker. Nu bliver det ikke helt sådan en slutrunde, da tilskuerne er så begrænsede, men så får vi nogle andre oplevelser, fortæller en glad Toft efter at have fået beskeden om, at hun skal med til EM.

De rød-hvide farver er velkendte i Toft-familien, da Majbritts to brødre, Henrik og Rene, nærmest er fast inventar på herrelandsholdet. Nu er det Majbritts tur, og hun har søgt gode råd hos sine brødre inden afgang til samling.

- Det bliver helt klart specielt. Nu har jeg to brødre, der har prøvet det masser af gange, så dem har jeg trukket lidt på og spurgt, hvad der er godt at have med, og hvad skal jeg lige tænke over, fortæller Toft og uddyber, at erfaring på internationalt niveau bliver noget af det, hun helt klart kan tage med hjem.

- Jeg er ny pige i klassen stadig, og det er min første slutrunde, så jeg ved godt, at jeg ikke skal ind og have fuld spilletid. Så det gælder om at få en masse ud af træningen, og så skal jeg bare suge til mig, så jeg får en masse erfaring med videre. Også international erfaring, for der er bare forskel på, hvordan spillet er i Danmark og på internationalt niveau.

EM-slutrunden spilles i Danmark, men det betyder ikke, at pigerne har fri adgang til familie og venner i den periode, slutrunden forløber. Tværtimod, for med Corona-restriktioner vil der nærmest bliver lavet en boble omkring pigerne, så der ikke risikeres smitteudbrud i truppen.

- Vi er jo indstillede på, hvordan situationen er, og så må vi kunne klare det. Samtidig tænker jeg, at vi har midlerne til at hjælpe os med at kapere, at vi ikke bare kan bevæge os frit og gå en tur, hvis vi har brug for det. Nu ved jeg ikke 100%, hvordan restriktionerne bliver, men vi er i rød zone og skal i en boble, så det handler om at give hinanden energi. Vi kan ikke gøre noget, så vi må vende det til noget positivt, fortæller Toft, der dog kan glæde sig over, at der er lidt folk omkring hende, som hun er vant til at se dagligt, for Haugsted og Kris er også udtaget.

- Det er fedt, at jeg kender pigerne i forvejen og har spillet med en del af dem tidligere. Samtidig har jeg jo også nogle holdkammerater med fra Viborg, så jeg synes egentligt, at det tager lidt af presset af situationen. Samtidig er der et godt set-up omkring landsholdet, så jeg er ikke så nervøs over at komme afsted. Der er da nerver på, men jeg skal også lige sluge det, at jeg er udtaget, og så skal det nok gå, slutter Toft med et smil.

Og er der noget vi ikke betvivler i Viborg HK, så er det, at det hele nok skal gå. Vi glæder os til at følge Toft, Haugsted og Kris under slutrunden, hvor Carin Strömberg også skal spille. Dog for det svenske landshold. Hende har vi tidligere snakket med, og det kan du læse mere om HER.