Storsejr i VIBCOLD Arena

Når revanchen bobler i blodet, så er det lige meget, hvem man møder på håndboldbanen. Det fik Vendsyssel Håndbold for alvor at mærke til eftermiddag, da de stillede til kampstart i VIBOCOLD Arena. De seneste to kampe skulle revancheres, og det blev de. Vi vinder hjemme med hele 37-19 efter en føring på 20-10 ved pausen.

- Det var sindssygt dejligt. Vi var alle enige om, at nu skulle den have en skalle. Også selv om modstanderen ikke var fra øverste lag i ligaen. Alligevel skulle vi bare ind og banke igennem, sagde Sanne Beck Hansen efter kampen og bakkes op af Amalie Grøn (aka. Nips):

- Jeg oplever det som om, det pludselig går stærkt, da vi er et godt stykke inde i første halvleg. Det føltes ret tæt i starten, men næste gang jeg kigger på uret, så er vi foran med otte. Så er kampen jo afgjort, men vi fortsætter med at udbygge føringen. Det skyldes ikke mindst, at vi holder tempo igennem hele kampen og giver den gas.

Fra kampens start var det tydeligt at se, at Viborg HK lige havde det ekstra gear, der kunne afgøre kampen, men det tog lidt tid, inden det for alvor kom i spil. Men som Nips også siger, så kom det lige pludseligt, og dermed kom også en større føring. I pausen kunne hjemmeholdet komfortabelt se sig foran med 10 mål, hvilket ikke mindst skyldtes stærke forsvarsaktioner og scoringssikre afslutninger.

Sanne Back Hansen var en af de spillere, der for alvor boltrede sig i dagens kamp. Hun scorede seks mål, hvoraf flere var på flotte skudvarianter. Dagens personlige succes tilskriver Sanne den ro, hun fandt i eget spil.

- Jeg tror bare, at jeg finder en ro omkring mine skud og forhaster mig ikke for meget. Jeg kan godt blive lidt febrilsk i mine skud, men jeg fandt en ro i at være på banen i dag, og så er det bare dejligt, når det går godt, fortælle højre fløjen, der også blev kåret til kampens Viborg HK-profil.

Hun var dog ikke alene om at spille en flot kamp. Emma Friberg står med en redningsprocent på 56%, mens Line Haugsted noterer sig for otte scoringer og Laura Damgaard for fem. Det var dog en samlet holdindsats der skabte sejren, og det til stor glæde for både Nips og Sanne.

- Det betyder sindssygt meget, også på selvtilliden, at vi går ind og får sådan en storsejr. Det kan vi også bruge udenfor banen. Det er super dejligt, fortæller Sanne, mens Nips fortæller:

- Vi var sultne efter at få point, og det var mega vigtigt, at vi gik ind og fik de to point, men også havde en god følelse og spillede en god kamp. Gjorde vi det, vidste vi også, at vi nok skulle vinde stort. Så det var mega fedt, at det lykkedes, og der ingen tvivl var om, at vi vinder i dag.

Målscorere for Viborg HK:

Line Haugsted – 8

Sanne Beck Hansen – 6

Laura Damgaard – 5

Kristina Jørgensen – 5

Carin Strömberg – 3

Amalie Grøn Hansen – 3

Maria Fisker – 2

Majbritt Toft Hansen – 2

Thilde Frandsen – 1

Madeleine Östlund – 1

Moa Högdahl - 1