Viborg HK forlænger med Ida-Marie Dahl

Viborg HK er godt i gang med at skabe fundamentet til de kommende sæsoners trup, og kan i dag offentliggøre en to-årig forlængelse med Ida-Marie Dahl. Den 22-årige stregspiller er dermed i klubben frem til sommeren 2023, til stor glæde for cheftræner, Jakob Vestergaard.

- Der er ingen grund til ikke at forlænge med Ida-Marie, for hun besidder hele pakken håndboldmæssigt med sit angrebsspil, forsvar og kontraspil. Så det er en forlængelse, som jeg er rigtig tilfreds med, fortæller Jakob.

Grundet en korsbåndsskade har Ida-Marie ikke været i kamp i denne sæson, men det har ikke hindret Viborg HK i at sikre sig hendes underskrift, da klubben allerede nu kan se, at hun er godt på vej tilbage til samme høje niveau.

- Vi har en tro på, at Ida kommer tilbage på samme høje niveau, som inden hun blev skadet, hvor hun spillede rigtig godt og virkelig brændte igennem. Vi tror også på, at det er samme energibundt vi får tilbage. Det kan man ikke rigtig tage fra hende, da det ligger implicit i hendes DNA. Hun brænder jo vanvittigt godt igennem både på og udenfor banen, og er måske Danmarks bedste kontrastregspiller. I den fase af spillet er hun langt, langt bedre end mange fløje, som egentligt har det som speciale. Det kommer vi til at lave mange mål på, når vi får hende tilbage, fortæller Jakob.

Hos Ida-Marie Dahl er der også stor glæde over at have forlænget med Viborg HK, som hun kom til forud for sæsonen 2018-19.

- Jeg har fra starten været ret sikker på, at fik jeg muligheden for at fortsætte i Viborg HK, så ville jeg det. Jeg har det sindssygt godt her, og elsker alle på holdet og alt omkring holdet. Der bliver arbejdet hårdt for, at tingene går i den rigtige retning, og Viborg HK er i gang med et projekt, som jeg virkelig tror på, og det vil jeg gerne være med til at tage hele vejen, fortæller Ida-Marie som de kommende to år fortsat skal spille under ledelse af Jakob Vestergaard.

- Det betyder meget, at vi er flere der bliver, og at Jakob også er her de næste sæsoner. Man ved aldrig, hvad man får, men her ved jeg, hvad jeg har og det giver ro og tryghed. Jakob kender mig, min spillestil og personlighed, så på den front kan jeg slappe mere af og koncentrere mig om min og holdets udvikling, slutter Ida-Marie Dahl.