Årets første kamp - og vi glæder os!!

Vi starter 2020 som vi startede sæsonen 2019/20. I kamp mod Skanderborg Håndbold. Denne gang har vi fordelen af at spille på hjemmebane, og det kan blive vigtigt, da pigerne i løbet af december har haft sværere træningskår end dagens modstander fra Skanderborg. Jakob og Susanne har nemlig måtte se bort fra flere spillere i løbet af december, da fire profiler var til VM i Japan, mens andre var skadede. Trods mandefaldet er der dog blevet gået til stålet til træning, og det skal vi gerne se resultatet af til dagens kamp. Mellem jul og nytår har pigerne dog været samlet alle mand, og det er der kommet flere gode træningspas ud af. Derfor forventer Kristina Jørgensen også, at vi får et koncentreret Viborg HK hold at se i VIBOCOLD Arena. 

- Nu har vi været væk fra hinanden i over en måned, og der er nok lidt rust, der skal bankes ud af spillet. Vi har trænet rigtig godt på det sidste, og jeg håber og regner med, vi kommer med fuld drøn mod Skanderborg og spiller flot håndbold. Vi er i god form og giver den gas, og alle har spillelyst og –glæde og er klar til at præstere i kamp. Så vi har haft nogle fede træninger fordi alle har haft meget energi og vilje til at præstere sammen., fortæller den unge bagspiller og fortsætter:

- Skanderborg har kunnet træne meget sammen i december, og vi har snakket om, at de måske kommer med noget nyt, vi ikke har set før fordi de netop har kunnet træne fuldt hold i pausen. Derudover har Skanderborg, trods få point, ikke tabt kampe stort – på nær mod os. Alle deres andre kampe har været tætte og de har et godt hold, så vi går ind til kampen med ambitioner om at spille koncentreret og levere en god indsats. Kan vi det, tror jeg også på, vi får to point. Gør vi ikke det, kan Skanderborg sagtens overraske. De var lige ved at slå København og Esbjerg, så vi skal være skarpe og levere en god indsats. 

Dagens modstander befinder sig lige nu på HTH Ligaens 13. Plads med fire point, men har flere gange været meget tæt på at tage point mod ligaens tophold. Det skyldes ifølge Kris ikke mindst den særlige SHEA mentalitet i Skanderborg. En mentalitet, som Kris og resten af vores piger er meget opmærksomme på ikke at undervurdere, da de er et hold, der bliver ved med at kæmpe til sidste fløjt. Derfor forventer vi også en hård kamp i VIBOCOLD Arena. 

- De spiller med SHEA mentalitet og står sammen som hold. De har ikke verdens bedste individualister, men er virkelig gode til at spille sammen som hold og bruge hinandens kvaliteter. De er godt sammentømret ligesom os, og det kan ses på banen, og det er noget, der giver pote i den lange ende, fortæller Kris, der også selv har spillet i Skanderborg, hvorfra hun kom til Viborg HK. Det er nogle sæsoner siden nu, og Kris vil i dag gøre alt for, at dagens to point bliver leveret til Viborg HKs konto. I kampen om pointene glæder det derfor også, at vi starter året på hjemmebane, med fuld opbakning fra vores altid fantastiske hjemmepublikum. 

- Det er fedt at spille på hjemmebane. Vi elsker at spille i VIBOCOLD Arena og det er fedt, at første kamp i 2020 er i VIBOCOLD Arena, slutter Kris. 

Dagens kamp mod Skanderborg spilles kl. 16.10 i VIBCOLD Arena. Billetter kan købes i døren eller HER