Pointdeling i årets sidste kamp

Det endte med at blive noget af en gyser, da vi til aften mødte Silkeborg-Voel KFUM i VIBOCOLD Arena. Som altid når Viborg HK og Silkeborg mødes var det et tæt opgør med to hurtige hold, der gerne vil frem over stepperne. Det gjaldt også dagens kamp, som først blev afgjort i sidste sekund. 

Dette på en scoring af Pauline Bøgelund, efter hun og pigerne havde kæmpet sig tilbage fra at være bagud med to, da der var fem minutter igen. Første halvleg havde ellers hjemmeholdet i front, men som anden halvleg skred frem, fik gæsterne vendt stillingen til deres fordel, og vi måtte jagte dem. Det skyldes blandt andet en del brændte chancer ligesom defensiven aldrig nåede helt samme niveau som mod HIH. 

- Vi er udfordret i begge ender. Vi dækker dårligt op og taber alt for mange en-mod-en situationer på noget, som vi havde forberedt os på. Der er vi ikke i nærheden af at løse det. Så taber vi på stresset angrebsspil, fordi vi ikke bygger angrebet nok op. Vi mangler også at sælge os selv mere i afslutningerne, hvor man hopper ind og lader sig prese udad, så man kun kan skyde kort. Det flytter deres målvogter sig ikke for, og hun tager de bolde, sagde Jakob efter kampen og fortsætter:

- Det er primært stressniveauet der gør, at det bliver vanskeligt. At vi ikke dækker bedre op og får sikkerhed i defensiven gør det usikkert for os, for det har været vores bastion i år. Derudover er vores angrebsspil også stresset, og det ved vi godt, for det har vi bøvlet lidt med i hele sæsonen, så det er klart det, der kommer fokus på i den kommende periode trods det, at vi har fire spillere til VM. 

Han bakkes op af holdet kaptajn, Carin, der også ser stress og brændte chancer som to faktorer, der volder problemer i dag.  

- Jeg synes vi kommer til mange gode chancer i anden halvleg, men så brænder vi. Det bliver lidt stressende og vi kommer ikke så nemt igennem deres forsvar i anden halvleg, som vi gjorde i første. Så slider vi lidt med højden i forsvaret, når de kommer med gode pres i gennembrud. Som situationen udvikler sig, synes jeg, det er stærkt, at vi kommer igen og får det ene point. Der viser vi, ikke rutine, men gejst, at vi får dem presset og scorer flere mål i det sidste minut. 

Trods det, at holdet ærgrer sig over ikke at få begge point i dagens kamp, er der alligevel glæde at spore over det ene point. Det skyldes ikke mindst, at pigerne nu kan overvintre på fjerdepladsen og fortsat holde Silkeborg bag sig, men også, at det giver en noget bedre følelse at gå på juleferie på, end hvis det var endt i et nederlag. 

- Selvfølgelig er det vigtigt at kunne skilles til julepause med et point til kontoen. Vi ville selvfølgelig gerne have haft to point, men jeg synes vi ender med at vinde det ene point i dag, taget i betragtning at vi scorer i sidste sekund. Vi laver ikke en top-præstation i dag, og jeg synes, vi kan mere som hold, men alligevel er det stærkt at tage et point mod Silkeborg, fortæller Carin. 

Ligesom Carin er Jakob også glad for, at der trods alt kom point på kontoen til aften.

- Det er alt afgørende. Da vi løb ind i en situation, hvor vi vidste, at Stine Andersen og Majbritt Toft ikke holder hele vejen og Laura har været ude længe, så var vi godt klar over, at de sidste fire kampe kan blive hårde. Vi slog Randers og lavede en bommert mod Ajax. Derefter en fantastisk præstation mod HIH og så et point i dag. Det synes jeg, vi er glade og tilfredse med. Så håber vi, at dem der skal afsted til VM kommer godt hjem igen, og at de spillere, der er tilbage lægger lag på deres spil. Der er ingen tvivl om, at vi skal træne afslutninger og blive bedre til at score på vores åbne chancer, og det kan vi træne med dem der er hjemme. 

Haugsted, Carin, Kris og Moa drager nu mod Japan, hvor VM venter. Vi glæder os til at følge dem og håber på det bedste for dem alle fire. 

Næste hjemmekamp, som også er første kamp i det nye år, spilles i VIBOCOLD Arena lørdag d. 4. januar mod Skanderborg.