Anna var verdensklasse

Skal man tale om aftenens kamp mod Skanderborg, skal man unægteligt også tale om Anna Kristensen. Hvorfor? spørger nogle måske sig selv, men var man blandt tilskuerne i Morten Brørup Hallen, da Viborg HK slog Skanderborg Håndbold med 26-13 er man ikke i tvivl. Anne stjal showet, og var med sin redningsprocent på over 58% en fornøjelse at følge. Også fra bænken, hvor Jakob knap kunne finde ordene for, hvor flot en kamp Anna havde spillet.

- Anna står jo verdensklasse i dag. Helt outstanding! Det var noget af det bedste, jeg har set i ligaen meget, meget længe. Det var imponerende, sagde Jakob efter kampen. 

Og imponerende var det at se den unge målvogter pille pynten af sine tidligere holdkammerater, der flere gange måtte løbe slukørede tilbage i forsvaret efter at have brændt 100% chancer. Hovedpersonen selv, var forståeligt nok også glad for kampens forløb og sin egen præstation. 

- Der er mange ting der lykkes. Jeg prøvede bare at slappe af og tænke på det som var det en træning. Man har bare en fornemmelse i hovedet af, hvordan de vil skyde, så det var ikke fordi jeg lavede så meget skudstatistik på dem. Jeg stod mere på den fornemmelse jeg havde i kampen, fortalte Anna efter kampen, som hun på forhånd havde fortalt, ville blive speciel for hende, da det var første gang hun mødte sine tidligere holdkammerater fra Skanderborg.

- Det var meget specielt. Det var underligt at være udebanehold i en klub, man aldrig har været på udebane hos. Men det var også fedt, for jeg har et kendskab til de skytter vi møder, da jeg har trænet med dem så mange gange, så det var mega fedt. 

Fra kampens første fløjt var det tydeligt at se, at Viborg HK gik til kampen for at vinde. Der blev gået til den i defensiven, hvor Skanderborgs små hurtige spillere skulle bruge mange kræfter på at spille sig fri til chancer. De få gange, hjemmeholdet forsøgte sig med langskud blev de ofte taget i paraderne, hvor Carin, Kris, Majbritt og Haugsted stod klar til at afvise. Det betød, at vi holdt Skanderborg på fem scoringer i første halvleg og otte i anden halvleg. 

- Karakteristisk for vores spil i dag er, at vi dækker fint op Og har mange redninger. Det karakteriserer vel egentligt begge hold, for jeg synes også, at Skanderborg har mange redninger - også for mange redninger, hvor vi har mange frie chancer. Vi får lavet det tempo i kampen, som vi gerne vil, men vi brænder for meget. Men det kan jeg godt leve med i dag, fortæller Jakob.

Glæden over aftenens sejr var ikke til at tage fejl af, og der er meget at tage med videre til de svære kampe der venter forude. 

- Det betyder meget, at vi har vundet pokalkampen mod Ajax og nu første ligakamp mod Skanderborg, som var lidt nogle ‘skal vinde’ kampe. Nu står vi overfor nogle rigtig svære kampe tirsdag og ugen efter, og der er det bare fedt at komme ind med god selvtillid og den gode følelse, vi har nu, fortæller Anna.

Også på trænerbænken er tankerne begyndt at rette sig mod tirsdagens kamp mod Odense. 

- Vi skal være ligeså godt forberedt mod Odense. Vi havde snakket om i dag, at vi kunne åbne fra fløjene og der skal vi være lige så skarpe taktikken mod Odenne og hjælpe spillerne ligeså meget, og de er lige så skarpe til at udføre det arbejde, vi gerne vil have. Jeg hæftede mig ved, at vores undertal gik bedre i dag, end mod Ajax, så hvad det angår har vi fået noget ud af det. Kan vi blive ved med at lægge lag på, er jeg glad og tilfreds. 

Glad og tilfreds kunne Jakob også være over bænkens bredde i dag. Alle spillere var meldt kampklar og fri for skader, så Jakob og Susanne kunne frit benytte de spillere, de ville. Det betød også, at stort set alle var i kamp til aften.

- Det er mega fedt og stor cadeau til fysserne, den fysiske træner og spillerne, at alle er klar og stempler ind. Vi giver også lidt investeringstid til nogle af spillerne i dag, fordi vi skal i kamp igen på tirsdag. Der kan det ikke hjælpe, at de ikke spiller i dag. Så på den måde er det jo perfekt, at alle er klar til turneringsstart og vi vinder stensikkert. 

Kampen mod Odense spilles tirsdag d. 3. September kl. 19.00 i VIBOCOLD Arena. Billetter til kampen kan købes HER.