EHF Cup semifinalen skal i hus

Pigerne fra Viborg HK jagter lørdag eftermiddag den 14 sejr i træk i EHF Cup’en. Holdet er fortsat ubesejret i den europæiske turnering, og kan med endnu en sejr sikre sig avancement til semifinalen i EHF Cup. Faktisk står pigerne i en så gunstig situation, at et nederlag også kan bringe dem videre i turneringen, hvis bare det holdes på mindre end otte mål. Dette skyldes, at kvartfinalerne afgøres over to kampe, hvoraf den samlede vinder efter de to opgør sikrer sig billet til semifinalen. Med sejren på 28-20 i den første kvartfinale, har holdet bragt sig i en rigtig god position, men det er ikke noget, der får truppen til at hvile på laurbærrene. 

- Nej det tænker vi ikke over. Vi skal ind og vinde den kamp ligesom alle andre kampe. Nykøbing er et rigtig godt hold og som vi så i sidste kamp (mod Silkeborg i HTH Ligaen, red.), kan der ske meget fra halvleg til halvleg. Kvartfinalen lørdag kan man godt kalde anden halvleg af de to kampe, og det er en mega vigtig kamp for os. Vi vil fortsætte med at være ubesejret i Europa, fortæller Kristina Jørgensen inden opgøret. 

Hun og resten af holdet har de seneste kampe vist et rigtig højt niveau, hvor modstanderne har haft svært ved at følge med. Det høje niveau kommer på helt rette tid, da pigerne foruden kvartfinalerne i EHF Cup også skal skyde hul på slutspillet i HTH Ligaen inden længe. Kodeordet for, at det høje niveau er fundet frem nu, er ifølge Kristina kontinuitet.

- Jeg synes der har været mere kontinuitet i vores træning. På trods af, at der stadig er skadede spiller, så har de spillere, der spiller lige nu spillet sammen længe, så timing begynder at blive bedre, og vi får spillet bolden lidt mere rundt. Dermed får vi lagt et bedre pres til hinanden, så vi kan udnytte de kvaliteter, vi hver især har. 

Mod NFH skal der endnu en gang fokus på at finde kvaliteterne frem hos hinanden, for NFH, der pt. Indtager ligaens femteplads har også spilmaterialet til at vende ethvert opgør, så der er ingen der går til kamp med den overbevisning, at det hele er afgjort. Tværtimod er der intens fokus på at skabe endnu et godt resultat, så vi kan sikre en plads i EHF Cup semifinalen. 

- Vi skal stå rigtig godt defensivt og give vores målvogtere gode forudsætninger for at tage nogle af de bolde, som de også plejer at tage. Der skal hårdhed i forsvaret og spilles klogt og disciplineret i angrebet, så vi kan komme til gode chancer med gode forudsætninger for at score, slutter Kristina.

Kampen mod NFH spilles lørdag d. 9. marts i Viborg. Billetter kan købes HER