Det var som nat og dag

Det blev mere spændende end nødvendigt, da vi i dag mødte Larvik i første gruppekamp i EHF Cup’en. Kampen kan vel bedst beskrives som nat og dag, med to halvlege, der var så forskellige som de overhovedet kunne være. Trods det kommer vi fra kampen med en sejr på 31-28 og to vigtige point i gruppespillet, hvor to af fire hold i puljen kvalificerer sig til kvartfinalerne. 

Efter kampen var det derfor også en lettet træner, der kunne se tilbage på en kamp, hvor han både var tilfreds og samtidig så spil, der giver stof til eftertanke. 

Første halvleg var jo fremragende. Vi fik flow i tingene, Uno fik sat tingene godt op, og Haugsted var sindssygt skarp i situationerne. Vi får dækket fint af efter en tre-fire minutter, hvor vi får indstillet os på dem. Jeg er mega tilfreds med første halvleg, hvor der er mange ting, der sidder lige i skabet. Vores overtal var bedre og vores kontrafase var bedre, og vores returfase var okay omend det godt kunne være lidt bedre, fortæller Jakob som efterfølgende må konstatere, at anden halvleg er en helt anden historie.

Med en pauseføring på 21-13 så det eller ud som om, vi kunne komme fra kamp med en god plusscore og et godt udgangspunkt i gruppespillet, der også inkluderer kampe mod franske Besancon og russiske Kuban. Men det flotte spil i første halvleg varede ikke ved, og hjemmeholdet fik blod på tanden, da de lykkedes med deres angrebsspil og samtidig fik lukreret på de mange fejl, som vi lavede i offensiven. 

- Vi er jo ikke til stede i anden halvleg og laver det til et skydetelt, hvor vi har nogle bagspilleren, der tror, at de skal ind og skyde selv og selv bringe bolden op i fart. Det giver et hav af tekniske fejl som gør, at Larvik kommer tilbage i kampen. De scorer hurtigt tre mål, som gør, at vi bliver en anelse pressede på det. Vi havde jo en ide om, at vi skulle ind og fortsætte i det gear, vi var i i første halvleg, men det var vi ikke i nærheden af at være. Det gør jo, at det bliver en anelse smalt. Haugsted og Uno fortsætter heldigvis med at spille godt, og det er det, der redder sejren i dag, slutter Jakob. 

Netop Uno fortsatte det gode spil fra kampen mod Aarhus United, og var endnu en gang en af de bærende kræfter i spillet med sit tempo og store overblik. Hun var ligesom Jakob ikke helt tilfreds med kampens forløb, men kunne trods alt glæde sig over sejren. 

- Jeg synes vi har god fart i første halvleg og spiller hinanden gode, så vi netop kommer til de afslutninger, vi gerne vil. Vi spiller sammen som hold og tager det ikke som en-mands, hvilket jeg synes vi kommer til i anden halvleg, hvor vi også spiller med for høj risiko. Det er for individuelt og egentligt også for lav fart, så ja, det ender med at blive to vidt forskellige halvlege og det er for dårligt, at vi ikke får os klar itl anden halvleg. Nu hiver vi den hjem i dag, men det var det samme mod Aarhus, og vi kan ikke blive ved med at spille en god og en dårlig halvleg. Så vi er nødt til at lære af, at uanset resultatet på tavlen, så skal vi være klar, fortæller Uno og glæder sig trods alt over, at der kom to point på kontoen i første gruppekamp.

- Vi er selvfølgelig glade for at få to point. Det er vigtigt at få dem på udebane og det er en god start på gruppespillet, så vi er meget glade for - trods anden halvleg - at få to point med hjem. 

Allerede onsdag skal pigerne igen i kamp, når vi spiller på udebane mod Team Esbjerg. Lørdag i næste uge er der atter EHF Cup kamp på programmet når Besancon kommer til Viborg. Billetter til denne kamp kan købes HER.