‘Vi ridder på en bølge’ - Nips

Det var ikke uden slid, at vi i dag fik en sejr på 19-29 ude mod Ringkøbing Håndbold. 

Første halvleg var en svingende affære, hvor vi starter fint ud og får oparbejdet en føring på 5-10, men som tiden gik, fik hjemmeholdet lige så stille arbejdet sig op, så der pludseligt stod 10-10 på tavlen. Derefter blev første halvleg spillet meget lige, men med en lille fordel til vores piger. 

- Et af nøglepunkterne mod Ringkøbing, der kan lide at spille lange angreb og holder på bolden og ikke skyder meget udenfor tre-meteren, er, at man bevarer koncentrationen, selvom angrebene er lange. I de perioder, hvor de går fra 5-10 til 10-10, der suser vi frem og giver for meget plads til stregene. I angrebet tager vi nogle chancer, som er et par afleveringer for tidlig og vi mister tålmodigheden, vurderer Susanne Wilbek og fortsætter:

- I anden halvleg finder vi tålmodighed i forsvaret, og står rigtig fint og lykkes momentvis med at holde et bedre pres og have bedre afleveringer til hinanden angrebsmæssigt. 

Netop anden halvleg blev styrkeforskellen tydeligere de to hold imellem, og trods det, at der til tider manglede skønhed i spillet, var der ikke tvivl om, at vi var et niveau bedre. Heldigvis skal point ikke i hus på den pæne måde, de skal bare i hus. Det kom de i dag, til stor glæde for Nips.

- Lige nu synes jeg, vi ridder på en god bølge. Det kører bare, og vi har troen på os selv og har fået tanket en masse selvtillid i de seneste kampe. Så selv om det hele ikke spiller i dag, kører vi en sikker sejr hjem, og det er vigtigt. Jeg tror helt sikkert, at det er grundet vores selvtillid, at vi kan hive os op efter de små downperioder i kampen. Vi tvivler ikke på os selv og går ikke i panik selv om det ikke lige går efter planen. 

Sejrens sødme var en smule mere markant hos Nips, der i morgen kan fejre sin 22-års fødselsdag. 

- Jeg er vant til at vinde på min fødselsdag. Nu er det dagen før, så der skulle vi også vinde. Det er dejligt og så passer det med, at der er restitutionsdag i morgen, så jeg har mulighed for at fejre min fødselsdag i med min familie, hvilket jeg ikke har kunnet de seneste år. Den perfekte start på fødselsdagen, slutter Amalie.

Lørdag skal pigerne atter i kamp, når vi på hjemmebane tager imod Silkeborg-Voel KFUM. Kampen spilles kl. 16.10 og billetter kan købes HER.