Fortjent sejr og to point på kontoen

’Hvem var det der vandt i dag. Det var dem fra Viborg af, hej, hej, hej!!’ 

Hvor har vi bare ventet på igen at kunne synge disse ord i omklædningsrummet efter en kamp i HTH Ligaen. I dag gjorde vi det så efter en fantastisk flot sejr på 25-32 ude mod København Håndbold. 

Der var tempo fra start, og det var tydeligt at se, at begge hold havde nylige nederlag fra Santander Cup, som skulle revancheres. Derfor var første halvleg også præget af højt tempo og skiftende scoringer i begge ender. Trods det, at begge hold i meget korte perioder havde opbygget en to-måls føring i halvlegen, var ingen i stand til at holde det, og ved pause var vores piger blot foran med en enkelt, 14-15. 

Anden halvleg skulle vise sig at blive en fantastisk oplevelse for de medrejsende Viborg HK fans, der kunne nyde at se et Viborg HK hold, der gik til de sidste 30 minutter med fightergenet intakt. Blot fem minutter inde i anden halvleg stod der 14-8 på måltavlen, og Jakob og pigerne synes at have fundet recepten til at få styr på hjemmeholdet. 

- Vi dækker rigtig godt op i anden halvleg og får skabt nogle af de situationer defensivt, hvor vi vil have Poulsen til at redde boldene, og det gør hun i dag. Jeg synes vi spiller meget veldisciplineret taktisk i dag, og det er super tilfredsstillende at lægge en taktik som udføres, fortæller Jakob efter kampen og fortsætter:

- Det var en super fed fornemmelse at få en sejr i dag. Vi spiller med en smule mindre fart, hvilket resulterer i, at vi forærer mindre væk. Samtidig scorer vi på vores chancer, og står defensivt stærkt og Poulsen i målet tager virkelig godt fra. Der var bare en fed energi og attitude kampen igennem, og jeg synes virkelig det er fortjent med point på kontoen. 

Med en oparbejdet føring på fire mål, var det bare om at holde ved, og det gjorde pigerne. Med en stærkt spillende Rikke Poulsen i målet, som ender med en redningsprocent på 45,65% blev gejsten lige så stille pillet af sidste sæsons DM guldvindere, som aldrig fik samlet sig til at svare igen på den flotte Viborg HK start i anden halvleg. Kampen ender med en syv-måls sejr, og vores piger kan nu gå på landsholdspause med en sejr i bagagen. Til stor glæde for AG Nørgaard. 

- Det er bare mega nice! Dejligt at vinde, og måden vi gjorde det på i dag var stærk. Vi har kontrol og styrer kampen i anden halvleg. Første halvleg var også god, men vi spiller med lidt for meget stress og smider bolden væk i de situationer, hvor de lykkes med at stresse os. I anden halvleg er der en bedre balance og vi står godt defensivt. Poulsen står jo også sindssygt godt i dag, og det giver ro, at vi kan dække godt op og bygge spillet op. Vi forcerer ikke og spiller på noget der kunne ligne rutine. Det var bare en virkelig god holdpræstation, og mega fedt, at vi tager en sejr i dag.

 

Målscorere for Viborg HK: 

Kristina Jorgensen 7

AG Norgaard 7

Stine Bodholt 5

Line Uno 5

Stine Andersen 4

Pauline Bøgelund 2

Line Haugsted 1

Carin Strømberg 1