En svær kamp i vente

En svær kamp er på programmet, når pigerne i aften sætter sig i bilerne og vender snuden mod Silkeborg. Her venter ligaens nummer ni i en kamp om to point, der er vigtige for begge hold. Silkeborg-Voel KFUM jagter lige nu point og muligheden for at komme i slutspillet. Vi derimod jagter point, der kan hjælpe os til at klatre en plads op i tabellen. Det kræver dog, at Aarhus United ikke tager flere point. Trods det, at vi er sikret en plads i slutspillet, er en sejr i aftenens kamp stadig vigtig af flere grunde, særligt for at holde momentum kørende i grundspillets sidste kampe, såvel som i forbindelse med EHF Cup kvartfinalen på lørdag. 

Der er to spillerunder tilbage i HTH Ligaens grundspil og slutspilspladserne er så småt fordelt på nær en enkelt plads. Ottendepladsen i ligaen kan gå til to hold, da TTH og Silkeborg ligger side om side med hver 19 point. Lige nu er det TTH, der har slutspilspladsen, men alt kan ske i de sidste to spillerunder, og vi forventer derfor også en svær kamp i aften, mod et Silkeborg hold, der vil gøre alt for at komme i slutspillet og undgå nedrykningsspillet. 

Kampene mod Silkeborg-Voel plejer at være fyldt med spænding og god håndbold. Det er typisk tempofyldte kampe, da Silkeborgs holdkort er godt besat af små hurtige spillere. Vores eget holdkort er også godt besat, og vi har i tidligere kampe set, at vi mestrer det tempofyldt spil, men også er farlige fra bagkæden, hvor spillere som Kris, Carin og Haugsted er godt kørende for tiden. 

Første møde de to klubber imellem endte med pointdeling efter cifrene 26-26. Det resultat skal vi gerne have vendt til en sejr i aften, så vi bevarer det gode spil og momentum, som er blevet oparbejdet over de seneste kampe i ligaen og EHF Cup'en. Og netop den europæiske turnering gav i weekenden et eksempel på, hvor flot vores piger kan spille, da vi på udebane besejrede NFH med otte mål. Siden weekendens kamp er det blev til et par gode træninger for Jakob og pigerne, der har brugt tiden på at forberede sig til aftenens kamp mod Silkeborg, der ikke spiller EHF Cup og dermed ikke har været i kamp siden d. 26. februar. 

Den korte forberedelse til aftenens kamp forventer vi dog ikke bliver en ulempe, da vi har en rigtig god rytme og er vant til at spille to kampe i ugen. Historisk set, spiller vi altid spændende kampe mod Silkeborg, og aftenens kamp forventer vi også bliver en svær kamp med masser af tempo og fight. Forhåbentligt kan vi bevare sejrsstimen fra de seneste opgør og tage to point i aften.

Vi går efter det!