Selv om det var klubbens overordnede målsætning, at det nye unge VHK mandskab skulle spille Viborg Kommunes håndboldflagskib ind i slutspillet, var denne del af årets plan ikke på forhånd en selvfølge.
At det så blev til en syvendeplads i grundspillet lige i hælene på de nuværende ”lidt stærkere end de andre hold” og dermed adgang til det forjættede mål: Slutspilrunden, er de facto et flot resultat.
De 22 m/kér, der udgør det samlede holdteam, med backup fra administrationen, den frivillige stab samt årets tilskuer og fangruppe fulgte dermed op på sædvanen med at komme i slutspillet. Som VHK i øvrigt har gjort, så længe dette turneringsformat har været gældende i Kvindehåndboldligaen.
Løftet pegefinger
Men det gode samlede sæsonresultat fyldte ikke meget i cheftræner Ole Bitsch tanker efter kampen mod København Håndbold onsdag aften. – Vi må på alle parameter sande, at holdet ikke fungerede i aften. Først og fremmeste var det galt i forsvaret, der slet ikke levede op til normal standard. Man kan med god ret kalde forsvaret hullet som en si. Også de andre indsatser manglede saft og kraft samt initiativ, og da København Håndbold spillede en god kamp, måtte det gå som det gjorde, siger Ole Bitsch.
På baggrund af resultatet i onsdagskampen løfter han en advarende pegefinger. – Vi bliver nødt til at indkassere færre mål i sæson 2024/2025, samt i de kommende pokalkampe, siger Ole Bitsch.
Kampens resultat var en højdespringer i forhold til modstandernes målscore. Men 43 mål på tavlen ved slutfløjt blev den sæsonens højeste score i VHK målet.
Efter de seks slutspilskampe blev facit: nul point på kontoen.
København Håndbold – Viborg HK: 43 - 32
VHK målscore: Louise Søndergaard 8, Christina Pedersen 5, Marielle Martinsen 5, Alberte Simonsen 5, Sara Hald 3, Maria Fisker 2, Charité Mumbongo 1, Camilla Degn 1, Laura Thestrup 1, Julie Holm 1.