Viborg HK kæmpede godt, men forgæves i holdets sidste testkamp

"Vi vil prøve nogle ting af og forsøge at få mere flow i angrebsspillet".

Det var ordene fra cheftræner Anders Friis inden busafgangen fra Viborg til det fynske. Her mødte Viborg HK de danske vicemestre fra Odense – den anden af i alt to testkampe mod fynboerne her i opstarten. Første kamp vandt Viborg HK med et enkelt mål. Denne gang var det Odense Håndbold, der fik revanche. Det gjorde de så med 30 – 24.

For mange fejl
Cheftræner Anders Friis prøvede flere forskellige varianter – i både angreb og forsvar, og havde følgende kommentar til kampen:

"Vi leverede en rimelig indsats, men med for mange fejl. Det var fint indtil 16 – 14, men derefter fulgte en dårlig periode, hvor vi havde for travlt. Samtidig havde vi svært ved at håndtere Bundsen i Odenses mål, der stod rigtig stærkt. Positivt var dog, at vi aldrig gav op, og jeg ser frem til at komme i gang med sæsonen".

Odense havde også deres nye stjerne Anna Vyakhireva med, som leverede flere fine detaljer. Hun bliver spændende at følge i denne sæson. Fra Viborg HK var der flere spillere, der gjorde det godt, men især Simone Petersen gjorde det flot med fine frispilninger og scoringer.

Fra næste kamp er det alvor
Efter 6 gode testkampe starter den alvorlige del af sæson 2026/2027 på torsdag den 20. august kl. 19.00, når Viborg HK tager hul på pokalturneringen på udebane mod 1.divisionsholdet Sæby. Næste onsdag starter ligaen, hvor Viborg HK møder Horsens på udebane.

Viborg HK – Odense Håndbold: 24 - 30