Vi er langt fra på alle parametre - Allan Heine

Der var ingen tvivl at spore i ansigterne på vores spillere og ledere efter nederlaget til København Håndbold. Skuffelsen står malet i øjnene på dem efter resultatet på 26-17.

17 mål fordelt over 60 minutter er for lidt mod et stærkt hold som København Håndbold, særligt med tanke på, at de 10 af målene blev scoret i første halvleg.

”Vi er langt fra på alle parametre angrebsmæssigt. Vi hopper desværre pladask i de fælder København laver hele kampen, og det gør, at vi må slide hele kampen for at lave målene. I bund og grund står vi fint i forsvaret, og det er da vi satser i de sidste ti minutter, at de får så mange mål. Vi går all-in på at lave et vildt comeback, men det lykkes desværre ikke,” siger Allan, der nu har tre dage til at få pigerne klar til næste kamp, som er i EHF Cuppen mod Vistal Gdynia.

”Jeg trøster mig med, at vi har gjort det før, men det er klart, at vi skal have kigget på, hvordan vi finder mulighederne mod et forsvar der er så stærkt som Københavns. De er egentligt ret defensive i deres stil og parerer vores skud. Det lykkes vi ikke med at løse i dag.”

Særligt problemerne med at skabe stabilitet i angrebsspillet er en af de ting, som Sidsel også har fokus på.

”Vi kæmper med vores angrebsspil hele kampen, men vi kommer alligevel til pausen med en fornemmelse af, at vi er fint med og lige skal rette lidt til for at komme igen. Men det gjorde vi ikke. Vi laver alt for lidt mål, og så vinder man ingen kampe,” siger en skuffet Sidsel, der særligt mærkede problemer i angrebsspillet i dagens kamp.

”Vi virker krampagtige i angrebsspillet. Vi har så mange dygtige spillere, men vi får ikke spillet sammen og så bliver det for individuelt vi prøver, og det bliver for sidelæns. I dag var det angrebet der haltede, men de seneste kampe har det fungeret fint, så det er frustrerende, at vi kan levere så dårligt i dag. Heldigvis er der en ny kamp på søndag, og det er pisse dejligt. Så kan vi få den her kamp ud af hovederne og komme videre,” siger Sidsel efter kampen.

Første halvleg så lovende ud, og de to hold fulgtes ad til sidste minut, hvor hjemmeholdet fik skabt en lille føring på 12-10. Særligt defensivt fik kampen en god start for begge hold, der formåede at holde hinanden i kort snor. Sanne van Olphen lykkedes med sine skud, og scorede tre af vores første 5 mål. Som skuddene kom, trak hjemmeholdets forsvar længere frem, og alternative åbninger skulle findes frem. Det lykkedes til dels og da pausen meldte sig, føltes kampen fortsat helt åben.

Anden halvleg skulle vise sig en anden historie. Defensiven stod fortsat fint, og hang godt sammen. Dette gav fine arbejdsbetingelser til Poulsen i målet. Problemerne kom for alvor i angrebsspillet, hvor skuddene gang på gang blev sendt i paraderne. Allan forsøgte sig med en time out, og et mere offensivt forsvar. Det satte gang i kontrafasen, hvor Uno udnyttede sin fart og hullerne i hjemmeholdets returløb, men det var ikke nok. Kampen ender med et nederlag på hele 26-17.

Der er 4 dage til næste kamp, og pigerne skal derfor hurtigt bearbejde dagens nederlag, så de har fuld fokus på EHF Cup kampen mod Vistal Gdynia i VIBOCOLD Arena. Kampen spilles søndag kl. 14.00.

Billetter kan købes HER

 

Målscorere for Viborg HK:

Nikoline Lundgreen - 3

Sanne van Olphen – 3

Line Haugsted – 3

Stine Bodholt – 2

AG Nørgaard – 2

Line Uno – 2

Carin Strömberg – 1

Natasha Nolevska – 1