Viborg HK får tilgang af Stine Andersen til sæsonen 2018/19 efter at have skrevet en tre-årig aftale med TTH profilen.

Viborg HK er allerede begyndt at se fremad mod næste sæson, og har tidligere meldt ud, at Line Haugsted forlænger sin aftale. Nu har klubben sikret sig underskrift fra højrefløjen, Stine Andersen, der kommer til Viborg HK ved kontraktudløb i TTH.

Et skifte, som både skaber glæde i Viborg HK, såvel som hos Stine Andersen.

- Jeg vil gerne ud og prøve noget nyt og synes, at Viborg HK har gang i et spændende koncept. Viborg HK har mange unge spillere der får chancen, og jeg håber, vi kan være med i toppen af dansk håndbold og muligvis også europæisk håndbold.

Med sine 24 år er Stine Andersen allerede en erfaren spiller, der har været i ligaen en årrække. Efter seks sæsoner i TTH skal næste skridt tages i Viborg HK, hvor hun vil tilføre holdet erfaring fra ligaen såvel som europæiske turneringer.

- Vi er meget stolte af at få en aftale i hus med Stine. Hun er en rigtig dygtig spiller, som kan tilføre vores hold en masse energi og erfaring. Vi har en ung trup, som Stine passer godt ind i, og med hendes erfaring fra EHF Cup, landshold og ligaen, skal hun være med til at skabe en stabil stamme i vores trup. Det er vi overbeviste om, at hun kan, siger direktør i Viborg HK, Henrik Dahl.

Stine Andersen er opvokset i en sportsglad familie i Odense, og blev som U20 spiller udtaget til ungdomslandsholdet. Siden da, er den stærke fløj noteret for to A-landskampe og var blandt andet med i bruttotruppen til EM sidste år, men måtte desværre se sine chancer forpurret af en korsbåndsskade.

- Jeg satser stærkt på at komme endnu stærkere tilbage, og har en plads på landsholdet som jeg meget gerne vil have tilbage. Selvfølgelig vil jeg også gerne tilbage og være en profil i ligaen igen.

Stine Andersen kender flere af sine kommende holdkammerater, og har blandt andet spillet sammen med AG Nørgaard i tre sæsonen i TTH. Derudover har Stine Andersen spillet med på det danske B-landshold, som Allan Heine i noget tid stod i spidsen for. Håbet er derfor, at skiftet kommer til at gå gnidningsfrit når Stine Andersen til næste sæson trækker i den grønne trøje. 

0
0
0
s2smodern