
Viborg HK har indgået en 2-årig aftale med den danske landsholdsanfører Trine Østergaard. Med aftalen vender en af dansk håndbolds mest vindende og erfarne profiler tilbage til den danske liga – denne gang i grønt.
Trine Østergaard har i mere end et årti været en markant skikkelse på det danske landshold, og hun har med landsholdet bl.a. været med til at vinde VM-bronze og OL-bronze. Hun har scoret knap 450 mål for landsholdet og har mere end 200 landskampe på sit C.V., hvilket gør hende til den 4. mest spillende nogensinde på det danske kvindelandshold.
I øjeblikket spiller Trine Østergaard i Champions-League klubben CSM Bucuresti. Hun har en imponerende international karriere med flere sæsoner på absolut topniveau, og også i klubregi har hun markeret sig som en af Europas mest stabile og målfarlige højrefløje.
Direktør i Viborg HK, Jens Steffensen, glæder sig over aftalen:
“Vi er både stolte af og meget glade for at kunne byde Trine Østergaard velkommen til Viborg HK.
Hun kommer med stor erfaring, professionalisme og kvalitet til en trup i udvikling. Det er en spiller fra absolut øverste hylde, men Trine Østergaard er ikke bare en spiller med enorme kvaliteter på banen – hun er også en leder og rollemodel, som passer perfekt ind i vores værdier og ambitioner.
Den store opbakning fra vores samarbejdspartnere, som har været med til at sikre det økonomiske fundament for aftalen, vidner om, at rigtig mange af klubbens partnere og fans også glæder sig til at se hende løbe på banen i grønt fra sæson 2026/27.”
Med tilgangen af Trine Østergaard tager Viborg HK endnu et vigtigt skridt i arbejdet med at bringe VHK ansvarligt tilbage mod verdenstoppen.
For yderligere information kontakt direktør Jens Steffensen på tlf. 22912359
Foto Johnny Pedersen