Vi slår gennemsnittet

Viborg HK Forening fortsætter den positive udvikling og kan i år glæde sig over en medlemsfremgang på 11,6 %. Det markerer samtidig femte år i træk, hvor medlemstallet stiger – en udvikling vi er både stolte af og taknemmelige for i hele VHK.

Til sammenligning ligger medlemsvæksten på landsplan på 2,5 %, hvilket understreger, at udviklingen i vores forening er særdeles stærk. Fremgangen skyldes ikke mindst et stort engagement fra både medlemmer, frivillige og trænere, som hver dag bidrager til et aktivt og inkluderende miljø.

Moderforeningen er klubbens fundament

Et stærkt samarbejde med vores moderforening er vigtig for Viborg HK ApS´ målsætning om at bringe klubben ansvarlig tilbage mod verdenstoppen, og den betydelige medlemsfremgang er en god indikator for, at grundlaget for at finde talenter i egne rækker fortsat vil være stort.

´Det er et vigtigt mål for os, at lokale spillere kan udvikle sig i vores miljø og tage skridtet hele vejen op på højeste niveau, og vi glæder os over, at vores moderforening for 5. år i træk oplever så stor en stigning i antallet af medlemmer´, siger Jens Steffensen, direktør i Viborg HK

Foreningens formand Børge Hansen udtrykker også glæde ved de flotte medlemstal: ´Samlet set er medlemsvæksten et tegn på, at vores fællesskab, sportslige arbejde og samarbejder fungerer – og giver et stærkt fundament for de kommende år´.

De sportslige resultater følger med

Viborg HK Forening har nu 472 medlemmer, og den store medlemsfremgang sker især i aldersgruppen 13-18 år.

De sportslige resultater er fulgt med, og klubben er repræsenteret i de højeste rækker i Danmark med både U17 og U19 - og begge hold skal i år spille playoff om at komme til DM. Desuden er Maria Koerth og Julie Boendorf Johansen netop udtaget til U20 landsholdet, ligesom Clara Bro og Cecilie Zimmer, der begge nu er en del af ligaen, flere gange har spillet i rødt og hvidt.