
Viborg HK kan med stor glæde meddele, at Ullits & Winther opgraderer deres partnerskab og fremover bliver bronzepartner i klubben. Det er en stærk anerkendelse af et samarbejde, der har eksisteret gennem mange år, og som bygger på fælles værdier om lokal forankring, udvikling og fællesskab.
Ullits & Winther er en af Viborgs veletablerede virksomheder og har rødder dybt forankret i byen. Virksomheden blev grundlagt af John Ullits i 1975 midt i den gamle domkirkeby Viborg og kan i dag fejre 50 års historie. Fra en lokal revisions- og rådgivningsvirksomhed er Ullits & Winther vokset til en moderne rådgivningsvirksomhed med kunder i hele Danmark og internationalt.
Selvom virksomheden i dag arbejder med kunder langt ud over Viborg, er den lokale identitet og tilknytningen til byen fortsat en vigtig del af DNA’et.
– Ullits & Winther er et fantastisk eksempel på en virksomhed, der har formået at udvikle sig og følge med tiden, samtidig med at de har bevaret deres stærke lokale rødder. De har været med omkring Viborg HK i rigtig mange år, og vi er meget stolte af, at de nu vælger at tage næste skridt som bronzepartner, siger Malene Yding, salgschef i Viborg HK.
Opgraderingen af partnerskabet understreger Ullits & Winthers ønske om fortsat at være en aktiv del af det lokale erhvervsliv omkring Viborg HK.
– Vi ER fra Viborg, og vi ønsker fortsat at bakke op om de fællesskaber og initiativer, der gør byen stærk. Viborg HK er et vigtigt fyrtårn – både sportsligt og som samlingspunkt for virksomheder og mennesker i området. Derfor glæder vi os til at fortsætte samarbejdet i en endnu stærkere rolle, siger Ullits & Winther.
Som bronzepartner bliver Ullits & Winther en del af Viborg HK’s stærke partnernetværk, hvor lokale virksomheder mødes omkring relationer, samarbejde og fælles oplevelser.
Viborg HK ser frem til at fortsætte det mangeårige samarbejde med Ullits & Winther og takker for den fortsatte opbakning til klubben og de grønne piger.