
Thiele Briller ved Ulrik Thrane er blevet en tæt partner i Viborg HK og opgraderer nu samarbejdet til bronzepartner.
Ulrik har hurtigt engageret sig i klubben og var blandt andet med til at få tingene til at lykkes, da Viborg HK hentede Simone Petersen. I sæsonen 2026-27 fortsætter han samtidig som personlig sponsor for Simone.
"Ulrik er kommet ind omkring Viborg HK med et kæmpe engagement. Han har et stort netværk og bidrager aktivt til klubben. Det betyder rigtig meget for os at have partnere, som ikke bare støtter klubben, men også engagerer sig i den," siger Malene Yding.
Thiele Briller har i dag 13 butikker fordelt rundt i det midtjyske og er bygget op omkring dygtige fagfolk, personlig service og stærke relationer til kunderne.
Som en del af samarbejdet sponsorerer Thiele Briller også kontaktlinser til Viborg HK's spillere Marianne og Melina. Det er Thieles meget dygtige kontaktlinsemand Torben Skov, der står for det. Torben har været en del af butikken i hele 24 år og har derfor både stor erfaring og faglighed med sig.
Det er et godt eksempel på, hvordan et partnerskab kan være mere end blot et logo på en bandereklame. Thiele Briller bidrager konkret til hverdagen omkring spillerne, samtidig med at Ulrik er en aktiv del af Viborg HK's partnernetværk.
Vi er rigtig glade for samarbejdet med Thiele Briller og ser frem til at fortsætte og udvikle det stærke partnerskab i de kommende sæsoner.