Playmaker Christina Pedersen løber på banen for Viborg HK

Når Viborg HK løber på banen i Silkeborg om få timer, bliver det med playmaker, Christina Pedersen, på holdkortet.

Da Randers HK for nylig gik konkurs, efterlod det ikke mindst en masse dygtige håndboldspillere uden kontrakt, og nu er Viborg HK og Christina Pedersen blevet enige om, at hun spiller i grønt resten af sæsonen.

Dygtig playmaker med stor håndboldforståelse

Cheftræner Jakob Vestergaard er yderst tilfreds med, at det er lykkes Viborg HK at få fingrene i netop Christina Pedersen, som han betegner som en dygtig spiller med stor håndboldforståelse:

´Vi har indgået aftale med Christina Pedersen om, at hun spiller for os resten af sæsonen, og det er jeg særdeles godt tilfreds med.

Christina Pedersen er en dygtig playmaker, der har gjort det virkelig godt for Randers HK, og da muligheden bød sig, og hun gerne ville til Viborg, var det oplagt at indgå aftale.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at hun vil bringe ekstra styrke ind i vores bagkæde, som med både Moa og Vetter ude er noget tynd. Hun er både individuel stærk og en habil kollektiv spiller. Hun formår at skabe overtalssituationer i angrebsspillet og komme til frie afslutninger, som kan løfte vores defensiv´. 

Fokus tilbage på håndbold

Hovedpersonen selv glæder sig til at hun lige om lidt løber på banen med sine nye holdkammerater fra Viborg:

´Jeg glæder mig virkelig meget. Det bliver så godt igen at spille kamp og kun fokusere på håndbolden. Der har været meget andet den seneste tid, der har forstyrret og krævet opmærksomhed, så jeg er virkelig glad for, at jeg nu ved, at jeg resten af sæsonen spiller i Viborg.

Det er en fed klub at komme til, hvor jeg synes, at der er en god indstilling og en høj træningsmoral. Jakob Vestergaard har forklaret, at hans holdning er, at uanset om man kommer til truppen nu eller har været her siden sommeren eller længere, så får man den rolle på holdet, som man kæmper sig til – det kan jeg godt lide.

Det er selvfølgelig udfordrende at træde ind i en ny trup, men jeg har fået et godt indtryk af både klubben og pigerne, som alle har taget godt imod mig, og jeg håber, at jeg kan bidrage med noget spændende især i angrebsspillet´.

Christina Pedersen er grundet Viborg HK´s økonomiske situation startet på amatørkontrakt frem til sommer.

Kampstarten lyder kl. 18.30 i Jysk Arena, hvor Viborg HK og Silkeborg-Voel tørner sammen i kampen om to point.