Kokken fortsætter som en del af Viborg HK 

Ketty er nærmest et VHK-koryfæ. Hun har været med i klubben i alle årene og har fulgt både de store triumfer og hverdagen omkring Viborg HK. Helt tilbage fra dengang pigerne blev hyldet på Borgvold efter EHF-triumfen, har Ketty været en del af fællesskabet. 

Ketty har et stort engagement i klubben og er i sandhed grøn i hjertet. Gennem Kokken bidrager hun på mange forskellige måder til hverdagen omkring Viborg HK. Hun laver blandt andet mad til truppen, klubbens partnere og sæsonkortholdere, men Kokken er meget mere end det og leverer forskellige former for mad og løsninger til både private og virksomheder. 

– Ketty er noget helt særligt for VHK. Hun har været med i så mange år, at hun nærmest er en del af klubbens DNA. Hun har et fantastisk engagement og et stort grønt hjerte, og vi sætter utrolig stor pris på alt det, hun bidrager med, siger salgschef Marlene Yding. 

Hos Kokken kan man altid hente dagens ret uden forudbestilling – et tilbud, der i 2025 blev benyttet mere end 20.000 gange. Men dagens ret er blot én del af det, Kokken tilbyder, og med et bredt udvalg af mad og løsninger er Ketty og Kokken blevet en fast del af hverdagen for mange i Viborg.