Deler i Horsens

I aften har Viborg HK været i duel med HH Elite i Horsens. De første minutter følges holdene, og vi skiftes til at få point på tavlen. Langsomt men sikkert trækker de grønne fra, og efter 20 minutter står der 5 – 9.

Defensivt står begge hold godt, og Anna Kristensen står sikket i målet. Hun leverer en redningsprocent på 50 i første halvleg, og bidrager med sine fremragende redninger også til gode kontramuligheder, som Viborg HK formår at scorer på, og VHK går til pause med en 3-måls føring (8 – 11).

Anden halvleg fløjtes i gang, og Horsens kommer godt fra start med en scoring. Efterfølgende tager Anna Kristensen en helt fri chance, og få sekunder efter sætter Thilde Frandsen bolden i mål, og stillingen er 9-12 efter 3 minutter.

Et par brændte chancer, angreb der ender i passivt spil, og manglende aggressivitet i forsvaret resulterer i, at HH Elite kommer på 13 – 13, hvilket udløser Jakob Vestergaards første time out efter 7 minutter af 2. halvleg - HH Elite ligger på dette tidspunkt med en scoringsprocent på 71%, mens Viborg HK ligger på 50%.

9 minutter inde i anden halvleg kommer Horsens foran 15 – 14, men heldigvis løber Tonje Enkerud igennem forsvaret og scorer, og stillingen er igen lige.

I målet for VHK er Mathilde Juncker kommet ind, men forsvaret gør det ikke let for hende, og hun starter med at se to bolde gå forbi hende. Efter 13 minutter har Horsens lavet flere mål i anden halvleg end i første halvleg, og stillingen er 17 - 15.

Mathilde Juncker tager et straffekast, og Jakob Vestergaard tager time out. Umiddelbart efter sætter VHK et mål ind, og det ser ud til, at Horsens momentum er brudt, og Viborg HK får mere flow i spillet igen, og efter 20 minutter er stillingen igen lige (18-18).

Anna Kristensen kommer tilbage i målet. Begge hold sætter et par kasser mere ind og med 3 minutter igen, står der 23 -23, men da Anna Kristensen tager en af de virkelige vigtige redninger, og Hovden efterfølgende sætter bolden ind, bringes VHK foran med 1 mål (23 – 24).

Horsens sætter mål ind i det absolutte sidste sekund, og med stillingen 24 – 24 går begge hold fra banen med 1 point. Mens Horsens jubler, er det et skuffet Viborg mandskab, der forlader hallen, og reaktionerne efter kampen er også præget af skuffelse:

´Vi spiller en virkelig god første halvleg, hvor vi står rigtig godt i forsvaret, men vi får mange problemer i anden halvleg, og vi må desværre accepter, at vi kun kommer herfra med et enkelt point´, siger Ida-Marie Dahl.

´Vi må hjem og se, hvad vi skal gøre anderledes. Jeg er skuffet lige nu, og jeg synes ikke, at vi fik løst dette optimalt. Vi havde muligheden for at vinde, men det formåede vi ikke´, siger Anna Kristensen.

´Det var et okay resultat. Vi spillede en dårlig anden halvleg, og vi kunne godt have risikeret at tabe denne kamp, så derfor kan vi kun være tilfredse med 1 point. Det positive er, at vores 7 mod 6 fungerede godt, og det tager vi med herfra´, siger Maria Fisker.