Vi tabte første opgør om bronzemedaljerne, men på lørdag har vi en ny chance.
Første bronzekamp er netop afviklet i IBF Arena, og det var Herning-Ikast Håndbold, der blev belønnet med 2 point efter de 60 minutter i en kamp, hvor udeholdet allerede fra start skabte en solid føring og formåede at fastholde den hele kampen igennem.
Om kampen siger cheftræner Jakob Vestergaard:
´Vi må være ærlige og sige, at vi møder et bedre hold end vores i dag. Vi har ikke ressourcerne – der mangler simpelthen gas i ballonen. Vi laver desuden alt for mange tekniske fejl, og så spiller vi os jo til mange gode chancer, men som vi slet ikke formår at konvertere til mål, og så får vi det altså rigtig svært.
Der er stort set ingen udover Anna Kristensen, der leverer håndbold på topniveau i dag, men på lørdag har vi heldigvis en chance igen, og så håber vi, at der er flere, der formår at stemple ind.
På lørdag spilles 2. bronzekamp i VIBOCOLD Arena kl. 14.00, og vi håber på, at der er rigtig mange, der møder op i hallen og hjælper os frem på banen.