Er Viborg HK klar til bronzekampen?

Er Viborg HK klar til bronzekampen?

- Cheftræner Jakob Vestergaard giver svaret:

´Vi tager mod Ikast for at spille om medaljer´, siger cheftræner Jakob Vestergaard med et stort smil, der viser at han glæder sig til aftens opgør mod Herning-Ikast Håndbold, som er den første af minimum to kampe i jagten på bronzemedaljer.

Et par hårde dage

´Vi har fået slikket sårene efter en vanvittig spændende, seværdig og velspillet semifinale, hvor vi var rigtig tæt på at tage en finaleplads. Det har været et par hårde dage, og det har krævet en del af komme ovenpå for at være helt ærlig, men heldigvis har vi haft et par dage, og dem har vi brugt på at restituere og på at evaluere kampen.

Vi møder jo et HIH hold i fuldstændig samme situation som os selv, og som også kunne se, at en finaleplads bestemt var en mulighed, og som i deres kamp mod finalen formår at presse Odense ud i 3 opgør. Det viser, at der er langt flere hold en blot Odense og Esbjerg, der kan blande sig i toppen af ligaen, og dermed er det også bevis på, at der heldigvis er andre ting end penge, der har indvirkning på, hvordan et hold præsterer´.

Kan vi knække statistikken?

´Vi har haft svært ved HIH i denne sæson, og de har faktisk trukket sig sejrrigt ud af alle de opgør, vi har haft. Jeg tror, at vi kommer til at se to hold, der kæmper røven ud af bukserne, men som også kommer til at slide med tingene og med detaljerne, for begge hold har virkelig spillet mange kampe og er derfor lidt ramte på ressourcerne.

Vi skal have fokus på vores forsvar- vi skal have fokus på en super velspillende Simone Petersen. HIH er sammen med Esbjerg det bedst skydende hold fra venstre back, og det kigger vi på. Så har vi selvfølgelig også kigget på os selv og en optimering af vores præstation. Vi håber, at vi får Tonje Enkerud og Mathilde Rivas Toft spille på højt niveau, for det bliver der behov for. Haugsted er ude, og der er restriktioner på Moa, så vi har bare ikke så mange bagspillere, hvilket også betyder, at dem vi har, får masser af spilletid og ansvar´.

Bronzekamp uden Line Haugsted

Til spørgsmålet om hvordan cheftræneren ser bronzekampen uden profilen Line Haugsted, siger Jakob Vestergaard:

´Hun er en hjørnesten i vores fundament både i angrebet og i forsvaret. Line Haugsted er en af verdens bedste forsvarsspillere, så det giver sig selv, at når vi piller hende ud af et 6-0 forsvar, så er der andre, der skal ind og tage over. Det tror jeg også på, at vi kan løse – problemet kan dog opstå, når vi skal skifte dem ud, der skal ind og tage over, for vi kan ikke have alle spiller til at spille 60 minutter, og så bliver vi udfordret på at få kabalen til at gå op. Haugsted leverede også en vanvittig angrebskamp i semifinalen, hvor hun viste, hvilen fabelagtig angrebsspiller, hun også er, så ja vi kommer til at mangle hende – det kan vi ikke komme udenom.

Vi vil meget gerne have den bronzemedalje som kulmination på en rigtig god sæson, men der er ingen tvivl om at vi bliver udfordret på at få den´.

Kampen spilles kl. 18.30 i IBF Arena, og den kan ses på TV2 Sport.

Alle nyheder