Efter en 4-måls sejr (28-24) over rumænske Baia Mare er Viborg HK klar til EHF European League finalen søndag, hvor de skal møde det storspillede tyske mesterhold Bietigheim.

 

Flyvende start

På blot få minutter spillede de grønblusede sig til en drømmestart i semifinalen mod Baia Mare, og Viborg bragte sig foran 3–0. Dette resulterede i, at udeholdet så sig nødtaget til at bruge sin første timeout, hvilket dog ikke ændrede meget, og Viborg havde en massiv overhånd i kampens start.

Med en pauseføring på 3 mål (16-13) havde rumænerne fundet mere rytme i sit spil i løbet af 1. halvleg.

I 2. halvleg fik Baia Mare endnu mere styr på spillet og indhentede Viborg HK, så rumænerne blot var bagud med et enkelt mål fire minutter inde i 2. halvleg.

Viborg HK bragte sig igen i en god position med en 6-måls føring midt i anden halvleg. Nok engang indhentede Baia Mara en smule, men de kunne ikke stille meget op mod Viborg HK, der vandt semifinalen 28 - 24.

 

Finaleklar

Dermed er Viborg HK i finalen i European League, og den skal spilles på hjemmebane i VIBOCOLD Arena søndag kl. 18.00, og det er lidt af en drøm for både spillere og træner.

´Jeg glæder mig helt vildt, og jeg er meget stolt over, at vi har spillet os i finalen, og ikke mindst er det jo fantastisk, at det sker på hjemmebane´, siger Camilla Fangel efter kampen.

´Det er virkelig stort for Viborg – både for byen og holdet – at vi har fået værtskabet på denne turnering, så jeg er selvfølgelig glad og stolt over, at vi nu kvitterer ved at spille os i finalen, og så håber jeg bare på, at hele byen kommer i hallen i morgen og hjælper os, for det får vi brug for, når vi skal møde Bietigheim´.

 

Mesterhold venter os i finalen

I morgen kl. 18.00 venter Bietigheim, og det bliver en virkelig svær kamp, for tyskerne spiller på et meget højt niveau i denne sæson og har faktisk ikke tabt en eneste kamp i sæson 2021/22, og truppen er ubesejret imponerende 47 kampe i streg. Det håber vi, at Viborg Hk kan lave om på, og om den kommende finale siger Ida-Marie Dahl:

´Jeg forventer, at det bliver en hård kamp, men vi vil give alt, hvad vi har, for det vil være helt fantastisk for os, hvis vi kan løfte EHF pokalen – og så endda på hjemmebane´.

 

Cheftræner Jakob Vestergaard ser frem til at møde tyskerne, hvoraf han kender mange af dem fra sin egen tid som træner i Tyskland.

´Det bliver sjovt at spille mod Bietigheim, og det bliver meget udfordrende. Jeg kender flere af spillerne ret godt og også deres træner, så jeg ved, at vi hele tiden vil prøve at være lidt foran hinanden taktisk.

 Det er meget specielt at vi skal spille finale i morgen. Det er noget alle trænere og spiller drømmer om og kæmper for, og at vi får lov at gøre det i VIBOCOLD Arena – det er fantastisk.´.

Vil du opleve finalen? Så er det søndag kl. 18.00 i VIBOCOLD Arena, og billetterne købes på shop.vhk.dk

Foto: Johnny Pedersen

0
0
0
s2smodern