Viborg HK vinder hæsblæsende kvartfinale

Viborg HK har netop taget et stort og vigtigt skridt mod Final4 med en sejr over Storhamar Haandbold på 33-31.

Viborg HK tørnede lørdag aften sammen med norske Storhamar i Arena Hamar i EHF European League i den første af to kvartfinaler, og efter et tæt opgør, hvor de to hold kæmper mål for mål, ender kampen med en to-måls sejr til Viborg HK.

Cheftræner Jakob Vestergaard er tilfreds med resultatet men pointerer samtidig, at dette blot var den første af de to kampe, der skal sende Viborg HK videre til Final4. Han opfordrer derfor hele byen til at møde op på søndag d. 3. april, hvor den anden og afgørende kvartfinale skal spilles i VIBOCOLD Arena kl. 14.00.

Om sejren i Storhamar siger Jakob Vestergaard:

´Det var rigtig godt, at vi vandt i dag, hvor vi ikke rammer vores højeste niveau, og derfor må jeg også sige, at vi får brug for alle de mennesker, der vil heppe på os på søndag, for med det spil og den styrke Storhamar viser, er det stadig helt åbent, hvem der kommer videre til Final4.

Vi møder et Storhamar hold, der virkelig har lagt lag på sit spil. De spiller hurtigt og godt, og vi bliver udfordret på alle parametre, så vi får brug for, at vi finder et gear mere på søndag, hvis vi skal videre. Jeg er glad for, at vi begynder at dække op i 2. halvleg, for det er som om, vi har efterladt den del af spillet i bussen – det må ikke ske igen på søndag d. 3. april.

Lærke Nolsøe sætter 9 mål ind, og hun gør det rigtig godt i dag. Moa Högdahl leverer en god indsats, og Anna Kristensen tager nogle afgørende redninger i slutningen af kampen. Alt i alt spiller vi en okay kamp uden, at vi rammer det højeste niveau, og derfor er jeg meget glad for, at vi trækker det længste strå i dag´.

Vil du hjælpe Viborg HK videre til Final4, er det på søndag d. 3. april kl. 14.00 i VIBOCOLD Arena. Køb billet på shop.vhk.dk