Jakob Vestergaard fortæller her, hvilke forventninger han har til aftenens topkamp:
´Når vi tørner sammen med Odense, er det bare en vanvittig dygtig modstander, vi møder. Odense Håndbold har p.t. en af Europas bedste trupper, der til trods for at to af deres stjernespillere, Helena Elver og Mia Rej stadig sidder ude, brillerer gang på gang.
Odense har topklassespillere på alle positioner, og lige nu bliver jeg nødt til at fremhæve Dione. Hun er simpelthen umådelig godt spillende for tiden, og jeg vurderer hende faktisk til at være en af de bedste højre backs, der er i verden lige pt., og Althea Reinhardt er også en solid klippe i truppen, der også leverer godt og stabilt, og Odense klarer sig godt både i Champions League og i den danske liga.
Vi har vundet én og tabt én til dem i år, og skal vi have en chance for at vinde i aften, betyder det, at vi skal være helt skarpe, og alle mand skal levere deres absolut bedste.
Det er ikke nok, at vi dækker godt op og løber kontra, - vi skal også præstere på højt plan i angrebsfasen, for ellers løber de kontra mod os.
Vi har heldigvis mange ressourcer og fik skiftet godt ud i weekendens kamp, og det var det bedste ved den kamp – at vi fik fordelt ressourcerne godt.
Vi har haft en god træning i går og i dag, og jeg synes, at vi er klar til topkampen´.
Der er kampstart kl. 19.30, og har du ikke billet endnu, kan den købes på shop.vhk.dk og i indgangen.