4 på stribe

I aften tog Viborg HK 4. sejr i år og denne gang på udebane over ungarske Váci NKSE. De to point blev hevet hjem med lodder og trisser, og kampen blev afgjort i de sidste sekunder, hvor stjernekeeperen Anna Kristensen redder en stor ungarsk chance og sikrer fastholdende af 1-måls føringen og dermed sejr, da tiden rinder ud.

Opgøret i European League blev langt mere spændende, end cheftræneren havde planlagt, og efter kampen siger han da også, at han og holdet er umådelige glade for, at det trods alt lykkes at komme ud med en sejr:

´Det blev jo et meget spændende og intens opgør, hvor vi heldigvis trækker det længste strå og kommer herfra med 2 point, så med det resultat indfrier vi målet tilfredsstillende – men når det er sagt, er der flere ting, vi hverken kan eller skal være tilfredse med.

Vi spiller under niveau og har mange, der ikke rammer dagen, og det giver os vanskeligheder. Váci lykkes med at trække tempoet ud af kampen, og det var egentlig det, der ikke måtte ske.

Det positive er, at vi fik brugt mange spillere, og det betyder, at vi forhåbentlig kommer herfra med alle spillere intakte. Desuden vil jeg gerne fremhæve Mathilde Rivas-Toft, for hun leverede en rigtig god indsats i anden halvleg i dag, Sara Hald har også mange virkelig gode indhop, og Thilde Frandsen sætter 5 mål ind, så der er bestemt også flere lyspunkter.

Vi tager herfra med en portion god erfaring, for der er masser af læring i at spille international, hvor vi møder en helt anderledes spillestil´.

I morgen drager truppen hjem igen, og onsdag venter næste kamp – nr. 2 ud af 4 på én uge – hvor vi tager imod Horsens i VIBOCOLD Arena kl. 19.30.