Moa Högdahl udtaget til landsholdet

OPTUR !

Skal Moa Högdahl beskrive de seneste dage med ét ord, kunne det meget vel være det ord, hun vælger, for siden i lørdags er de gode nyheder nærmest væltet ind hos hende.

I kampen mod København Håndbold i Vibocold Arena spillede hun noget af den bedste håndbold, vi har set længe, og hun blev da også både kampens topscorer med i alt 8 mål og fik efterfølgende også anerkendelsen som Kampens Spiller.

Knap er den nye uge begyndt, og en opringning fra den norske landstræner Thorir Hergeirsson sender det i forvejen store smil op i nye højder:

Moa Högdahl er udtaget til det norske landshold

Hun kan dermed se frem til at bruge en stor del af november og december sammen med landsholdskammeraterne - først på træningslejr og dernæst til VM i Spanien. Den norske højre back har to gange tidligere været med på landsholdet, og hun ser da også meget frem til endnu engang at skulle repræsentere Norge:

´Jeg fik et opkald fra Thorir Hergeirsson, som fortalte mig, at jeg skal med til VM i Spanien, og jeg blev bare SÅ glad. Jeg ser så meget frem til at tage med landsholdet, når vi liiiige har gjort klubarbejdet færdigt og forhåbentlig kan tage af sted med en placering som ligaens nr. 2.

Det er en stor personlig drøm at spille på landsholdet, og når jeg har været med før, betyder det bestemt ikke, at det er mindre stort, når Thorir Hergeirsson ringer – det betyder bare, at jeg tager afsted med lidt mere tryghed end første gang, for nu ved jeg, hvad det handler om´.

Glæden deles især også af cheftræner, Jakob Vestergaard, der umiddelbart efter udtalelsen siger:

´Jeg er super glad på Moas vegne. Det er fuldt fortjent. Hun knokler hele tiden 100% med at udvikle sig, så det er dejligt, at det bliver belønnet med en landsholdsudtagelse.

Der er ikke mange, der er lige så dedikerede til kamp og træning, som hun er, og hun har virkelig også været inde i en god udvikling.

Defensiven har været meget stærk de seneste mange år, og de sidste to sæsoner, har hun også spillet godt og effektiv i angrebet.

Til træning ser vi virkelig, at der er et stort potentiale og heldigvis viser det sig også ofte til kampene´.

Moa Högdahl er denne gang den eneste nordmand, der er udtaget, mens Kristian Jørgensen, Lærke Nolsøe og Line Haugsted kan følges til det danske landshold.