Viborg HK taber første slag om Danmarksmesterskabet

Første DM-finale er netop fløjtet af, og Viborg HK må se sig slået med 28 – 20 foran godt 1100 Odense tilhængere.

Det var desværre en Viborg trup, der præsterede under det stabile, høje niveau, der har været kendetegnet igennem hele sæsonen.

´Vi spiller en dårlig kamp. Meget længere er den egentlig ikke.

Odense Håndbold kommer med det, som vi havde forberedt, så det er virkelig ærgerligt, at vi ikke formår at møde dem og holde os til den taktik, vi havde lagt. I flere perioder fungerer vores offensiv simpelthen ikke, og vi spiller nærmest hakkende. Vi har rigtig dygtige spillere, der bliver ved med at spille sidelæns og dygtige skytter, som kommer ind over 3-meteren, men undlader at pløkker bolden i kassen.

Defensivt finder vi heller ikke det niveau og den højde, vi skal, og det ærgre mig rigtig meget.

Omvendt spiller Odense en god kamp, og det er fuldt fortjent, at de vinder i dag´, siger Jakob Vestergaard.

Kampen i dag var blot én af potentielt 3 DM-finaler, så Viborg HK har muligheden for at tage en sejr på hjemmebane næste lørdag kl. 16.00, og om udsigt til denne kamp, siger Jakob Vestergaard:

´I dag har vi mange situationer, hvor vi ikke gør det, som vi havde forberedt, men vi har jo prøvet det før, og nu skal vi rejse os igen. Det formåede vi mod HIH, så det har jeg bestemt tiltro til, at vi kan gøre igen.

Lørdag har vi chancen igen, og vi glæder utrolig meget til at spille i Vibocold Arena foran en masse grønne fans´.

Inden kampstart i Odense blev Bambusa-ligaens all-star hold præsenteret, og Viborg HK er repræsenteret med hele to spillere: Kristina Jørgensen og Anna Kristensen.