Efter et grundspil, der i den grad er godkendt, og hvor vi har besejret alle hold, er vi nu klar til slutspillet i Bambusa ligaen. Når vi skal møde Nykøbing Falster i morgen, starter vi med en rigtig svær førstekamp … faktisk venter der os sandsynligvis en af de sværeste overhovedet.
Under normale omstændigheder vil en kamp i NFH betyde, at vi skal spille i en hal, der er ved at eksplodere af energi og begejstring fra fans og tilskuere fra begge lejre. Den del må vi desværre undvære, og det er ærgerligt. Når det er sagt, er det også det eneste, jeg og spillerne kan finde at ærgre os over. Vi glæder os ekstremt meget til at komme i gang med slutspillet.
Vi vil løbe med NFH – ikke omvendt!
Vi møder et Falster hold, der er rigtig godt kørende. I starten af sæsonen oplevede de lidt vanskeligheder, og de smed nogle dumme point væk, men her sidst på sæsonen har de virkelig været velkørende.
Det er to af Bambusa ligaens absolut hurtigste hold, der mødes.
VHK elsker fart.
NFH elsker fart.
Jeg forventer derfor, at det bliver en seværdig og underholdende håndboldkamp, og jeg regner også med, at vi kommer til at udfordre hinanden på taktiske ændringer og justeringer undervejs.
Vi har i forberedelserne lagt vægt på, at vi vil stå dem på kontrafasen, så det bliver os, der løber med dem og ikke omvendt.
Ser vi på enkelte spillere, som vi har givet ekstra opmærksomhed, er det fx Mulle. I hende har de en rigtig dygtig temposætter. Westberg er kommet fint tilbage, og hun har også lige været en tur med det svenske landshold. Nolsøe ser jeg selvfølgelig mange kvaliteter i, og hun er særlig god på kontra og i forsvaret.
Indenfor egne rækker
Vi har fået armene ned efter storsejren i Odense, og selvom vi stadig synes, at det var et vanvittig flot resultat, så er der ikke meget hvilen på laurbærrene, og vi har altså taget arbejdshandskerne på.
Jeg kan med glæde konstatere, at selvom vi har haft utrolig mange landsholdsspillere afsted, så er de alle kommet hjem i rigtig god tilstand – superskarpe og med masser af overskud, så det tegner godt.