Foto: Johnny Pedersen

Sejr og Moa Högdahl on fire (igen)!

´Et slagkraftigt mandskab, der altid leverer 100%´  sådan betegner Jakob Vestergaard aftenens modstander, og han pointerer samtidig, at Aarhus United flere gange har formået at drille topholdene. Derfor er det med både respekt og udpræget opmærksomhed, at vi møder Aarhus i dag.

Hjemmeholdet formår også at holde stand igennem stort set hele kampen, og det bliver alt i alt en kamp, de fleste nok vil betegne som ´uskøn´. Efter de 60 minutter fremhæver Jakob Vestergaard dog 3 vigtige ting, som vi tager med herfra:

  • Vi vandt!
  • Vi holder Århus nede på få scoringer
  • Moa var on fire … igen!

 

´Det var 3 rigtig gode og vigtige ting, som vi tager med herfra i dag. Når det så er sagt, er det ikke en kamp, hvor jeg ser tilbage på en god præstation. Vi laver alt for mange elementære, tekniske fejl, hvor vi er ukoncentrerede på boldomgangen, hvor vi ikke spiller hinanden gode, og hvor vi brænder alt for mange gode skudchancer. Det skal vi selvfølgelig have kigget på. Selvom vi dækker godt op og holder Aarhus på relativt få mål, er flere af deres scoringer simpelthen nogle, der ikke må sættes ind, for det er lige præcis det, vi har arbejdet på.

Jeg er glad og tilfreds med, at vi tager herfra med to point men ingen tvivl om, at hvis vi skal realisere vores drøm om at spille semifinale og finale, så skal vi levere noget andet. Vi skal eksekver på helt anderledes måde, end vi gør i dag´.

 

Moa Högdahl fremhæves igen som en af de spillere, der virkelig leverer … og det begynder efterhånden at blive en vane, at Moa Högdahl anerkendes for sin præstation. Om sin egen indsats siger hun:

´Jeg mærker selvfølgelig, at det går rigtig godt. Jeg føler mig meget tryg i min rolle på holdet og i kommunikationen omkring, hvad jeg skal. For mig betyder den tryghed, at jeg kan præstere bedre, og så kommer det selvfølgelig også af hårdt arbejde. Vi har virkelig nørdet med mit hopskud igennem længere tid, og når man skal prøve at ændre noget, der er så automatiseret, tager det lang tid, og ofte går det lidt tilbage, før det går frem, og nu er det vist bare begyndt at gå frem!´.

 

Viborg Hk vandt 23 – 19 og næste kamp er i VIBOCOLD Arena Viborg mod København på mandag kl. 20.00