Med blandende følelser pakker Carin Strømberg efter denne sæson kufferten for at prøve kræfter i en ny klub, og tiden i Viborg HK vil hun altid mindes som 5 virkelig gode år.
´Jeg tager SÅ meget med herfra. Vi har en virkelig skøn og resultatorienteret træningskultur, og vi har en klub med de bedste holdkammerater, trænerer og gode, engagerede mennesker hele vejen rundt – og her bliver jeg altså nødt til at fremhæve Liss (holdleder), som har været en utrolig god støtte for mig, og er det for hele holdet´.
Carin Strømberg fortæller desuden, at tiden i Viborg HK har været meget mere end håndbold. Det er en tid, der har været med til at forme og udvikle hende på flere plan:
´Jeg er blevet voksen her – jeg har udviklet mig som håndboldspiller, og jeg har gennemgået en stor personlig udvikling, som jeg altid vil være Viborg HK taknemmelig for. Jeg er stolt af, at jeg i dag kan kalde mig holdets Kaptain, og klubben har på alle måder været det helt rigtige sted for mig at ´vokse op´´.
Med alle de roser er det jo nærliggende at spørge Carin, hvorfor hun egentlig tager herfra. Til det svarer hun:
´Jeg trænger til nye håndboldmæssige udfordringer, og jeg har lovet mig selv, at gøre alt for at fremme min håndboldkarriere, og det betyder også, at jeg må tage beslutninger, der bringer mig ud af min comfort zone, og tiden er rigtig for mig til at prøve kræfter i en ny klub, ny liga og et nyt land´.
Det er med en vis ærgrelse, at Jakob Vestergaard må sige farvel til Carin Strømberg fra næste sæson:
´Igen tvivl om at Carin Strømberg er en af hjørnestenene på holdet, og jeg havde gerne set hende forsætte sin karriere i Viborg HK. Carin har en stor rolle på holdet, og hun løser mange opgaver - både på og udenfor banen. Hun er en af de bærende kræfter bag den træningskultur, vi har udviklet sammen´.
Hvem skal følge i Carins fodspor?
Carin Strømberg er en alsidig og dygtig spiller, der varetager flere positioner på banen, og Jakob Vestergaard er også allerede ved at undersøge markedet for at finde en erstatning:
´Udskiftning er helt naturlig i håndboldverdenen, og selvom Carin efterlader et hul, er jeg ikke i tvivl om, at det nok skal lykkes at finde en god erstatning både i forhold til værdimatch, spillestil og positioner – blandt egne spillere har vi flere og flere, der både kan og vil tage ansvar.
Desuden betyder det, at Viborg HK ligger i toppen af verdens bedste liga også, at andre tophold og spillere holder øje med os. Vores spillere får tilbud fra andre klubber, men vi får også ofte henvendelser fra spillere, der gerne vil til VHK´.
Carin Strømberg stopper med udgangen af denne sæson.
For yderligere oplysninger kontakt cheftræner Jakob Vestergaard på 40178833 eller direktør Jørgen Hansen på 26432148.