Sikker sejr i Santander Cup

Det er sjældent, at der blot er 20 minutters kørsel til kamp, men det var ligepræcis hvad der var, da pigerne i går tog til Bjerringbro for at spille 6. runde af Santander Cup. På den anden side af banen stod - ligesom sidste år - Bjerringbro FHs 1. division damer. Et hold, der over de seneste sæsoner har bidt sig fast i den gode ende af Danmarks næstbedste række. Torsdag aften blev dog mindre sjov for hjemmeholdet, da Kris, Toft, Haugsted og Fisker buldrede afsted og tog en sikker sejr på 36-15. Dermed er Viborg HK sikkert videre i den prestigefyldte pokalturnering. 

Som ligahold var der heller ingen tvivl om, at al favoritværdighed lå hos vores grønblusede piger. En rolle, som de til fulde levede op til i sæsonens første betydende kamp. En af de spillere der for alvor foldede sig ud, var Majbritt Toft Hansen. Toft viste styrker i alle facetter af sit spil, og scorede mål på kontra og i ordinær angrebsspil. Derudover skabte hun en reel mur i forsvaret, hvor vi også vil vove at påstå, at Toft leverede kampens detalje. For med under en meters afstand til Toft forsøgte en af BFHs spillere sig med et langskud, som Toft greb i en hånd og fik sendt afsted i en kontra. En detalje, som hun også selv blot kunne smile af efter kampen. 

- Det var en fed gribning, for så kunne vi hurtigt komme afsted. Men jeg kunne godt se, at de andre blev i tvivl om, hvor bolden var. De stod og ledte efter bolden, men det var fedt, for vi kom hurtigt afsted, når den nu lå lige i handsken, fortæller Toft med et smil. 

Selve spillet var Toft også tilfreds med efter kampen, hvor hun særligt glædede sig over, at holdet holdt fokus kampen igennem:

- Vi er mentalt skarpe i dag. På papiret er vi et meget bedre hold end Bjerringbro, og det synes jeg, vi viser i vores stabilitet gennem hele kampen. Vi har haft en træningskamp for nyligt, hvor vi havde sværere ved at finde stabiliteten, da vi gerne ville løbe hurtigt, men tempoet blev trukket ud af kampen. I dag får vi fint styr på det, og selv om vi til tider står meget i forsvar, så holder vi hovedet koldt, har ikke for travlt og spiller os til gode løsninger. Så det skarpeste i dag er, at vi holder hovedet koldt og spiller os til gode løsninger, fortæller Toft.

En anden spiller der fik vist eksempler på sit høje niveau, er unge Thilde Frandsen. Hun fik godt med spilletid på højre fløj, og scorede i løbet af kampen flere flotte mål på kontra. Hun var forståeligt glad, da vi fangede hende:

- Det er helt surrealistisk og fedt at spille med, hvor det virkelig gælder, fortæller Thilde og fortsætter:

- Det er i kampene vi kan se, om træningen giver pote, og det føler jeg, at den gør i en kamp som denne. Vi træner godt og har virkelig set frem til at komme i kamp, så det er dejligt at få den første betydende kamp spillet, så vi er klar til ligastart. Vi lykkes rigtig godt med spillet i dag, og det skyldes ikke mindst, at vi alle gør, som der er aftalt. Samtidig var der bare god energi i holdet og det løfter vores spil meget, hvilket bare er dejligt, slutter hun med et smil.