Fokus ligger hos Viborg HK

Med to point efter en sikker sejr mod Skanderborg, går turen tirsdag d. 7. januar mod Odense, hvor der spilles kamp kl 18.30. Med to sejre i bagagen har Odense haft god medvind den sidste tid, men dette ændrer ikke på Viborgs fokus, mener Ida-Marie Dahl.

- Vores fokus er ikke rigtig ændret i forhold til kampen mod Odense. Selvfølgelig er vi opmærksom på, at vi møder et hold der har haft en opadgående stime det sidste stykke tid. Samtidig med et trænerskifte giver det selvfølgelig noget til et hold når der sker ændringer. Men vi ved også, at de kommer med alt hvad de har, men det er vi også sikre på de havde gjort alligevel. Så vi har fokuseret på os selv, og forberedt os på at møde et sindsygt dygtigt hold. 

Begge hold spillede kampe i weekenden, men hvor Viborg var på hjemmebane, spillede Odense EHF Cup i Ungarn. Dette mener stregspilleren har større betydning for Odense end for os. 

- Altså nu har de (Odense) jo lige spillet Final 4 og EHF Cup, samtidig med vi også har spillet i ligaen, men vi har ingen rejsetid haft, så selvfølgelig kan det være, vi møder et hold der er lidt mere trætte, men det ændrer ikke på, at vores fokus er på at løbe alt hvad vi kan, og bruge den energi vi har. 

Årets første sejr mod Skanderborg er noget der giver selvtillid og energi med i bagagen. Hvilket også er noget holdet tager med sig i kampen mod Odense, fortsætter Ida-Marie Dahl.

- Det betød sindssygt meget for os med sejren mod Skanderborg i lørdags. Nu har vi jo set i puljen, at uanset hvem man møder kan der ske ting og sager, og efter en måned med landsholdspause og begrænset træningsmængde som hold i december, giver det sindssygt meget selvtillid med en sejr. Vi fik spillet med bredden og alle fik spilledtid, så det tror jeg bare giver god energi og selvtillid til at tage point i Odense i morgen. 

Ligesom Viborg HK, har Odense også haft landsholdspause i december. Derfor har begge hold haft begrænset tid med træning optil kamp, i det nye år. 

- Vi kommer med alt hvad vi har og håber på, at vores fokus og energi gør, at vi tager to point med hjem ved en sejr over Odense, slutter Ida-Marie.

 

Kampen mod Odense starter kl 18.30 og kan ses på TV2 Sport.

Næste hjemmekamp er lørdag den 18. januar kl. 14.00. 

Billetter kan købes HER