Det er ikke altid lige let at hedde Högdahl til efternavn. Moa er vokset op med sammenligninger og spørgsmål rette mod det, at hendes mor tidligere har været professionel håndboldspiller og blandt verdens bedste. Men nu har Moa begivet sig ud på egen hånd, og er ved at sætte sit eget præg på efternavnet, Högdahl.
Til denne sæson har den unge højre back taget et stort skridt og er flyttet fra familie og hjemland for at spille i Viborg HK. Et skifte, der heldigvis er gået over al forventning.
- Jeg trives rigtig godt og det har egentlig været ret let at komme ind på holdet, flytte hjemmefra og til et nyt land. Det er gået overraskende fint, fortæller Moa og fortsætter:
- Det eneste der egentligt har været lidt udfordrende er, at jeg til tider bliver lidt sprogforvirret, men der er ikke så stor forskel i kultur fra Norge og Danmark. Det eneste er, at jeg med de svenske spillere taler svensk og med de danske spillere taler norsk, så når jeg skal kommunikere med både svenske og danske spillere, så bliver det nogle gange lidt kaotisk. Det kan gå lidt hurtigt på banen og så glemmer man hvilket sprog, man skal tale, men det løser sig som regel, så det er ikke noget problem.
Det første møde mellem Viborg HK og Moa fandt allerede sted sidste sæson, hvor VIborg-pigerne spillede EHF Cup mod Moa og hendes daværende klub, Byåsen Elite. Her viste Moa sine fantastiske kvaliteter på højre back, hvor gennembrud og langskud sammen gav en imponerende spiller. Nu har vi fordelen af disse styrker i Viborg HK, hvor sæsonen er godt i gang og spillet lige så stille blevet hævet fra en hård start til flere sejre og flotte kampe.
- Det har selvfølgelig været tungt i starten. Man blev lidt frustreret og rådvild, for vi gjorde hvad vi kunne, men alligevel gik det ikke. Det seneste stykke tid har vi været i en anden zone, og det har givet god selvtillid, som jeg håber, at vi tager med videre efter julepausen også.
Efter jul bliver kalenderen fyldt godt op med kampe i både ligaen og EHF Cup'en. Det glæder Moa, at holdet spiller europæisk og har kvalificeret sig til gruppespillet i EHF Cup.
- Jeg synes EHF Cup'en er super sjovt. Med kvalifikation til gruppespillet får vi nogle gode kampe og møder nogle andre spillere, end vi er vant til. Samtidig giver det nogle gode ture og giver en masse til holdet. Det er vældig stort og cool at kunne være med til at videreføre den gode kultur i Viborg med at spille europæisk, så det trives jeg godt med.
Med alle de kampe, skal der være tid til at koble af og restituere både krop og sind. Det gør Moa bedst hjemme med veninderne eller en god TV serie.
- Når jeg ikke spiller håndbold ser jeg meget serier. Jeg hygger også meget med Ida, Kris, Pau og Hanna, som alle bor tæt på mig. Ellers synes jeg det er helt perfekt, at vi bor så centralt som vi gør. Vi bor jo midt i byen, som er lille nok til, at man ikke bliver overvældet. Så det er hyggeligt at gå på cafe og spise frokost med de andre og også kigge lidt i butikker, fortæller Moa, der også nyder besøg af sine forældre fra tid til anden. De har været her ad flere omgang i løbet af sæsonen for at bakke Moa op til kamp.
- Det betyder rigtig meget, at min familie har været så gode til at komme og se os spille. Jeg savner dem selvfølgelig, men overraskende nok klarer jeg mig fint på egen hånd. Det betyder selvfølgelig meget, at de kommer på besøg, og så hjælper Facetime også en del, da det gør, at vi kan holde kontakten og fortsat være en del af hinandens liv.