FC Midtjylland på rov i Viborg HK

Ikke nok med, at FC Midtjylland er på rov efter spillere i VFF, så har de også været på jagt i Viborg HK, hvor de har snuppet Marketing- og Eventansvarlig, Peter Josephsen.

Dermed vil det ikke kun være på banen, vi ser nye ansigter i den kommende sæson, da vi også i administrationen byder velkommen til et ”nyt” ansigt. Citationstegnene er i dette tilfælde nødvendige, da Peters stilling overtages af et velkendt ansigt i Viborg HK, Rikke Sørensen. Rikke har tidligere været tilknyttet kontoret som praktikant.

Rikke er netop færdiguddannet Serviceøkonom og var i sin praktiktid i Viborg HK en vigtig brik i opstarten af den netop overståede sæson. Her lagde hun et stort stykke arbejde i netop de opgaver, hun nu kommer til at sidde med.

- Jeg var rigtig glad for min praktikperiode i Viborg HK, og glæder mig til at vende tilbage. Det er et drømmejob for mig, da jeg kan kombinere min store interesse for håndbold med min uddannelse. Som praktikant mærkede jeg fra første dag den positive stemning der er i og omkring Viborg HK og jeg glæder mig til at arbejde videre med det, fortæller Rikke.

Som Marketing- og Eventansvarlig vil Rikke hovedsageligt beskæftige sig med kampafvikling i VIBOCOLD Arena og alt det praktiske der kommer med hjemmekampe, inkl. programlægning for kampafvikling, billetsalg, sæsonkort, og vores fantastiske korps af officials.

Rikke starter mandag d. 2. juli, og vil den første tid arbejde tæt sammen med Peter inden han rejser ned og bliver en del af ulveflokken i Midtjylland. 

- Det har været en fantastisk tid her i Viborg HK, jeg har været med til EHF Cup kampe i udlandet og sluttede sæsonen af med en bronzemedalje. Oplevelser, jeg er enormt stolt over at have været en del af. Det har været stort at være en del af det miljø og den kultur, som er bygget op omkring Viborg HK, og jeg kommer helt sikkert til at savne de folk, som jeg har arbjedet sammen med dagligt. På den anden side har jeg altid drømt om at arbejde med fodbold, og da muligheden bød sig måtte jeg slå til, fortæller Peter, der dog samtidig lover, at han fortsat hepper på Viborg HK og kommer i hallen så ofte det er muligt. 

Vi glæder os til at byde velkommen til Rikke og ønsker Peter al held og lykke hos FC Midtjylland.