Der venter en uhyggeligt spændende kamp i VIBOCOLD Arena i aften, når TTH Holstebro kommer til Viborg i jagten på to point. Ikke kun fordi vi netop har overstået Halloween, og har dette som tema i vores VIP lounge, men fordi dagens to mandskaber er kendte for at spille uhyre tætte kampe, der afgøres til allersidst.
Ét point skiller os fra dagens gæster, når man tager et kig på tabellen i HTH Go Ligaen. Desværre med TTH Holstebro et skridt foran. Med 11 point ligger TTH på ligaens fjerdeplads, hvori mod vi lige nu indtager syvendepladsen med 10 point. Derfor skal pigerne også være klar fra start i dagens kamp.
Ved seneste kamp så vi, hvor højt et niveau pigerne besidder, og netop det høje niveau skal findes frem igen, hvis vi skal have to point med fra aftenens kamp.
"TTH Holstebro har måske været den største positive overraskelse i denne sæson. Jeg synes de har formået at stable et godt kolektiv på benene både defensivt og offensivt. De har været gode i rollen som underdog, hvor forventningerne ikke har været så store. Men som sæsonen er gået er deres rolle vendt, og de må betragtes som favoritter til at komme med i slutspillet," siger Allan Heine umiddelbart inden kampen.
Trods rollen som underdog i dagens kamp, har Allan og pigerne ingen planer om at lægge sig fladt ned og lade sig overrumple. Der skal bygges videre på det gode spil, som truppen viste mod Team Esbjerg, for med et højt tændingsniveau og viljen til at fighte i samtlige 60 minutter, kan vi slå alle hold.
I aften har vi også fordel af hjemmebane, hvor det fantastiske publikum i VIBOCOLD Arena kan gøre en kæmpe forskel i, hvordan kampen skrider frem.
Så giv den hele armen og hep på pigerne når det går godt, skidt eller midt imellem.
SAMMEN ER VI BEDST, SAMMEN SEJRER VI!