VM i Slovenien - min sidste U-landskamp

Thilde Frandsen er netop ankommet til U20-landsholdslejren. Forud venter VM i Slovenien, og det er en turnering, som højre fløjen fra Viborg HK glæder sig rigtig meget til:

´Det er altid virkelig fedt at være til landsholdssamling, og selvfølgelig er det kæmpestort, at vi skal spille VM. Det glæder jeg mig meget til.

Samtidig er det jo sidste ungdomsturnering, vi har sammen. Vi er flere, der falder for aldersgrænsen, så på den måde er det også ret specielt, og vi vil bare gerne nyde det, og kæmpe alt hvad vi kan for at nå langt´.

Sidste sommer spillede truppen EM, hvor de nåede en 6. plads, og forventningerne til VM er faktisk endnu større, røber Thilde Frandsen:

´Jeg tror, at vi har potentiale til at nå semifinalerne, og gør vi det - så kan alt jo ske.

Jeg synes, at vi har et godt hold, hvor vi kender hinandens styrker og svagheder, og så er vi enormt motiverede. Jeg er selvfølgelig spændt på, hvordan det kommer til at gå, men mest af alt har jeg en god tro på os og de resultater, vi kan skabe sammen´.

Thilde Frandsen er en af de rutinerede på landsholdet og derfor sikkert også en af dem, hvor der hviler et stort pres på skuldrene - om hendes rolle ved VM siger hun:

´Vi er faktisk mange, der er rutinerede, og jeg føler mig på inden måde presset af min rutine – tværtimod. Jeg vil meget gerne hjælpe de unge, hvis jeg kan – det kommer helt naturligt.

I forhold til min egen rolle håber jeg selvfølgelig på meget spilletid. Ved sidste turnering havde jeg en vigtig rolle defensivt, og det håber jeg, at jeg kan få igen´.

Danmarks indledende kampe er mod Montenegro, Italien og Argentina. Første kamp mod Montenegro spilles den 22. juni kl. 18.30.

Alle nyheder