Viborg HK trækker Thüringer HC i European League Final 4

Lodtrækningen til Final 4 i EHF European League er nu gennemført, og Viborg HK kender dermed sin modstander i semifinalen. 

Her venter det tyske hold Thüringer HC, mens værtsklubben JDA Dijon i den anden semifinale skal møde ungarske MOL Esztergom.

Vinderne af de to semifinaler mødes i finalen, hvor det afgøres, hvem der får lov til at løfte det store EHF European League trofæ. 

Final 4 er den foreløbige kulmination på VHK´s comeback til den internationale scene, hvor klubben efter flere års fravær nu igen har spillet sig frem blandt de bedste hold i den europæiske turnering. 

Viborgs vej til Final 4 begyndte i kvalifikationen, hvor vi sikrede os en plads i gruppespillet efter samlet sejr over svenske Sävehof. I gruppespillet leverede VHK en række solide præstationer i kampene mod polske Zaglebie Lubin, franske JDA Bourgogne Dijon og rumænske Brasov, og mødet med rumænske CS Rapid București i kvartfinalen sendte os til Final4. 

Final 4 afholdes i Dijon i Frankrig den 16. og 17. maj. Semifinalerne spilles lørdag den 16. maj, mens både bronzekampen og finalen afvikles søndag den 17. maj.

Dermed venter der Viborg HK en stor international weekend, hvor klubben får muligheden for at spille sig til endnu et europæisk trofæ, hvis første forhindring – Thüringer HC – kan besejres i semifinalen.