Viborg HK på pointjagt hos oprykkeren

I kvindeligaens 4. runde møder Viborg HK Sønderjyske i Arena Aabenraa, og alt andet end en sejr over oprykkerne fra Sønderjylland vil være en skuffelse. Modsat er Sønderjyske overordentlig tændte på at erobre point, når de spiller mod de grønne på hjemmebane, da ligaoprykkerne med tre nederlag i de tre første kampe er sultne efter at bryde den kedelige stime.

Inden opgøret sætter Jakob Vestergaard ord på turen ned til den nye i klassen:

´Sønderjyske har fået samlet et rigtig godt hold, hvor flere spiller har ligaerfaring. Vi kender Louise Ellebæk fra Silkeborg og Josefine Dragenberg for sin tid i Holstebro og Randers, og ikke mindst har Sarah Paulsen jo trådt sine håndboldsko i Viborg.  

Vi har trænet godt op til kampdagen, og vi har evalueret Esbjerg kampen. Vi har kigget meget ind i de tekniske fejl, og det er vores store udfordring: At få elimineret antallet af tekniske fejl og stadig spille hurtigt.

Ekstra fokus har vi sat på sønderjyskes 7 mod 6 spil, som de har brugt flittigt, og overfor det skal vi dække godt op og få bevægelighed i forsvaret. Samtidig vil vi gerne have vores eget spil op i intensitet og fart, for selvom det er oprykkere, skal vi ikke spille med håndbremsen trukket, for så får vi problemer. 

Jeg ser Sønderjyske som et slagkraftigt og ambitiøst hold, der helt sikkert kommer til at tage point - forhåbentlig bliver det bare ikke i aften´.

Kampstart lyder kl. 19.00, og allerede kl. 17.00 er der opvisningskamp mellem Hald Ege Efterskole og sønderjyske Sportsefterskolen SINE, der kæmper om den eftertragtede efterskole vandrepokal.   

Alle nyheder