Et knebent og helt vildt ærgerligt nederlag på 36-35 betyder, at NFH nu er i semifinalen.
De første minutter så ud til, at NFH ville køre os midt over, da stillingen efter kort tid var 5-1. Derefter tog Jakob Vestergaard action med en klar og kontant timeout, der ruskede liv i holdet.
Med et flot frikast af Christina Pedersen og kontra ved Maria Fisker gør vi det til 6-4 før NFH slår til igen og bringer sig foran 9-4.
De næste minutter vinder vi dog 5-1, og så er stillingen 10-9 blandt andet pga. godt forsvarsspil og flere tekniske fejl af NFH.
Efter 22 minutter står der 13-12 til NFH, men med en angrebsfejl går det hurtigt i den anden ende, og Ida Marie Dahl bringer os derfor på 13-13. Da vi går til pause er resultatet stadig helt lige 16-16, og kampen er stadig helt åben.
I anden halvleg kommer NFH bedst fra start og bringer sig foran med 2 mål. En føring som de bevarer hele vejen igennem, indtil Christina Pedersen gør det til 29-29 med sit 6. mål.
De sidste 10 minutter ligner meget et skakspil mellem de to trænere, hvor først Jakob Larsen tager Timeout og dernæst Jakob Vestergaard.
En helt lige kamp, der desværre ender 36-35, men sikke en kamp... Og sikke en fight og intensitet, pigerne viste fra start til slut. Det var tydeligt, at vi gav alt, hvad vi havde og mere til, men i dag var marginalerne desværre ikke med os.
Onsdag d. 17. maj kl. 19.30 spiller vi sidste kamp hjemme mod Aarhus United, og her giver Spar Nord gratis entré til alle. Vi skal nemlig sige farvel til alle de spillere, der har kæmpet flot hele vejen igennem, men som nu drager ud på andre eventyr.