Vi drager til Fyn med en tro på sejr

2. runde af slutspillet fløjtes i gang onsdag aften kl. 19.30 i Odense Idrætshal.

Vi møder Odense Håndbold, der endte som nummer 1 i grundspillet og spillede sig derfor i slutspillet med 2 point. I søndags mødte de Aarhus United, som de slog med 14 mål og topper derfor slutspilspulje 1 med 4 point.

Ikke desto mindre trak vi os også sejrrigt ud af første runde, da vi slog NFH med 25-24, hvilket var en kæmpe forløsning for både pigerne og hele staben omkring holdet. Det betyder, at vi ligger nummer 2 med 2 point.

Efter vores fremragende forårssæson, hvor vi kun satte få point til og nu også har sejret over lige netop NFH, har vi derfor en kæmpe tro på tingene, når vi tørner sammen med de orange kvinder i slutspillets anden kamp.

Vi håber, at nogle af vores grønne støtter vil tage turen over Lillebælt og heppe pigerne til en sejr.