VHK viste klasse i sæsonens premiere kamp mod Holstebro Håndbold

Direktør Morten Villadsen Holstebro Håndbold var onsdag formiddag ikke i tvivl om, hvad hans primære ønske til aftenens pokalkamp mod Viborg HK var: - Når vi nærmer os slutfløjtet, vil det være rart om måltavlen viste tal i Holstebro Håndbolds favør. At slå ligaholdet fra domkirkebyen og dermed slå holdets nye træner, min gode ven Anders Friis, i hans første kamp som cheftræner, vil glæde mig og holdet overmåde, lyder det fra Morten Villadsen, der netop har overtaget ansvaret for vestjydernes kommercielle drift.

Selv om cheftræner Anders Friis VHK, ifølge Viborg Stifts Folkeblad har Holstebro Håndbold som favorit til at forlade første division til fordel for kvindeligaen, tror han dog på en VHK sejr i Gråkjær Arena. - Vi har selvfølgelig respekt for modstanderen, og vi ved, at i de her pokalkampe kan der ske alt muligt. Men vi vil gerne associere os med topholdene i ligaen og ikke topholdene i 1. division, siger han til avisen.

Holdet bestod prøven
Det gik ikke som Holstebro direktøren håbede på. Ved slutfløjt viste måltavlen 35 – 20 i VHK favør. – Hele holdet bestod sæsondebuten med glans. Skal jeg fremhæve én af spillerne, bliver det Sara Hald, der arbejdede fantastisk i begge ender af banen, sagde cheftræner Anders Friis umiddelbar efter kampen. Han havde også ros til VHK debutanten Clara Skyum Thomsen, der på sin 24 års fødselsdag med 4 mål var med til cementerer VHK sejren. 

Med sejren i Gråkjær Arena er Viborg HK klart til ottendelsfinalerne i DanskHåndbolds Landspokalturnering -  Santander Cup.

Onsdagens kampforløb in mente er Anders Friis fortrøstningsfuld, når VHK søndag den 31. august 2025 kl. 1600 møder Ringkøbing Håndbold på deres hjemmebane Green Sports Arena Rofi-Centret i Ringkøbing.Holstebro Håndbold  – Viborg HK: 20 - 35