De seneste fem opgør mellem Viborg Håndbold Klub og Frederiksberg Klubben København Håndbold, er alle faldet ud til fordel for østsjællænderne. - Det er en modstander, som vi i løbet af de sidste par sæsoner har haft vanskeligheder ved at knække. Men vi er kommet godt fra land i turneringen, og er klar til at gøre alt for at hjemtage yderligere to point til regnestykket. Det kræver en koncentreret og fokuseret indsats, hvor en af nøglerne bliver at styre KBH i deres 7-6 spil, som de praktiserer rigtig meget, sagde cheftræner Ole Bitsch inden afgangen mod det sjællandske.
Det københavnske trænerteam kalder i klubbens matchmagasin de to hold for sovende kæmper. Viborg HK og København Håndbold har for en stund overladt tronen til andre håndbold mastodonter. De må i stedet kæmpe om titlen ”best of the rest”, som må være definitionen på det store midterfelt i Kvindernes Håndboldliga, lyder det fra trænerstaben på Frederiksberg.
Kampen tirsdag aften viste også, at de to hold de facto ligger på samme niveau. Men en hurtig københavnerføring på fem mål fik Viborg HK aldrig has på. Kampen igennem spillede VHK sig gang på gang tilbage i kampen, så de kun var et par scoringer bagud. Hver gang svarede København Håndbold igen. Så måtte viborgspillere begynde forfra.
Men lige meget hjalp det. København Håndbold vandt for sjette gang i streg over Viborg HK. Dette til trods for, at redningsprocenten for såvel Ida Marie Kaysen (29%) og Louise Bak Jensen (28%) var bedre end kollegaen i banens anden ende.
Med nu syv kampe for alle holdene i Kvindeligaen sæson 2024/2025 ligger VHK på en sjette plads med 10 point. Nykøbing Falster Håndbold og København Håndbold har med sammen pointantal sat sig på femte og fjerdepladserne.
Lørdag den 9. november kl. 1400 er der hjemmekamp i Biocirc Arena mod Ringkøbing Håndbold.
Årets sidste optræden i kvindeligaen er torsdag den 14. november kl. 20.00 hvor VHK skal møde Odense Håndbold i Odense Idrætshal.
København Håndbold - Viborg HK: 36 - 32
VHK målscore: Camilla Degn 7, Christina Pedersen 5, Sara Hald 5, Jana Mittún 4, Marielle Martinsen 3, Clara Bro Veilgaard 3, Louise Søndergaard 2, Alberte Simonsen 2, Elma Ôrtemark 1.