VHK byder igen ind på en slutspilsplads

VHK mandskabet gæstede onsdag aften den 22. januar 2025 Sønderjylland, for i Sydbank Arena Aabenraa at møde SønderjyskE Kvindehåndbold i en 4 points kamp. Dette fordi VHK på 6. pladsen inden opgøret sad med 16 point på kontoen mod SønderjyskE med 14 point på  7. pladsen.

Med en stabil og godt sammentømret holdindsats fik Viborg HK sejren på 29 – 26 efter 16 -14 ved pausen .Dermed ligger viborgenserne godt til i kampen om at slutte grundspillet mellem de otte første placeringer.

Ungdomsspiller på måltavlen
– Kampen i aften var en kamp, hvor vi langt hen ad vejen, formåede at kontrollere og styre tempoet, så vi fik has på Sønderjyskes farlige kontravåben. Desværre fik vi ”måske”, en alvorlig skade til Camilla Degn. Skadens omfang skal undersøges senere, siger cheftræner Ole Bitsch, der også måtte konstaterer, at  med en Sara Hald ude det meste af kampen med sygdom blev ressourcerne lidt mere knappe. – Heldigvis gjorde Julie Boendorf Johansen fra U19 en rigtig god figur, da hun blev sendt på banen. Så jeg og hele teamet er super stolte og tilfredse med sejren mod et godt spillende SønderjyskE hold. Det var dejligt med denne sejr over den direkte konkurrent til 6. pladsen, lød det fra cheftræneren i bussen på vej nordud med Viborg efter besøget i grænselandet.
Onsdag den 29. januar 2025 står den på en spændende  hjemmekamp mod Ikast Håndbold. Spillet fløjtes i gang kl. 1830 i Biocirc Arena. Efter 14 spillerunder ligger Ikast Håndbold på ligaens 3. plads med 6 point mere end VHKs 16 af slagsen.

SønderjyskE Kvindehåndbold - Viborg HK:  26 - 29

VHK målscore: Jana Mittún 6, Christina Pedersen 6, Henriette Hansen 6, Marielle Martinsen 3, Sara Hald 3, Julie Boendorf Johansen 2, Camilla Degn 2, Louise Søndergaard 1.