Ungdomstalent får kontrakt med Viborg HK

Viborg HK har underskrevet en professionel aftale frem til 2028 med Clara Bro Veilgaard.

Den 19-årige Clara Bro spillede sine første ungdomsår i Skive FH, hvorefter hun kom til Viborg HK i 2024. I løbet af de sidste par sæsoner, har hun flere gange spillet med i ligaen, hvor hun har bidraget med stor ærgerrighed og stærke præstationer, som nu også har sikret hende en kontrakt, fortæller direktør Jens Steffensen:  

”Clara Bro har igennem længere tid været med omkring ligaen, og hun er derfor allerede nu fortrolig med vores spillestil og kultur. Hendes udvikling hos Viborg HK afspejler det langsigtede fokus, klubben har på at løfte egne talenter fra ungdomsafdelingen til elitehåndbold.

Hun viser både potentiale og dedikation til at spille på højeste niveau, og at hun nu får sin første professionelle kontrakt, er en stor glæde for os”.

Clara Bro vil være at finde på både højre bach og højre fløj, og på sidstnævnte position brillerede hun for nylig med hele 3 mål mod HØJ Elite. Desuden har hun flere gange været udtaget til ungdomslandsholdene og vandt bl.a. EM-Bronze med det danske U19-landshold.

Hun glæder sig nu til at blive en fast del af Viborg HK ligatruppen:

”Det er en drøm for mig at kunne leve af at spille håndbold, og jeg er virkelig glad for klubben, så selvfølgelig er det en stor glæde, at jeg nu får en kontrakt. Der er et professionelt set-up omkring truppen både i forhold til håndboldtræning, styrke, fysioterapi og mentaltræner, og jeg tror på, at miljøet i VHK vil være med til at udvikle mig både som person og håndboldspiller”.

Viborg HK vil gerne rette en tak til Viborg HK Foreningen og trænerne i ungdomsafdelingen for et godt samarbejde om talentudviklingen – et samarbejde, der gør det muligt at fastholde og udvikle stærke, lokale spillere som Clara Bro.

Personlig sponsor for Clara Bro er Vores Bager.

For yderligere information kontaktes direktør, Jens Steffensen, jens@vhk.dk, 22912359

Foto Heine Hansen